Du kan henvises til Silkeborg Søvnklinik ved at tage kontakt til egen læge eller en øre-, næse- og halslæge.

Henvisning via egen læge:

Du får to tider tilsendt.

Ved den første tid får du udleveret et søvnmonitoreringsudstyr, du skal sove med en enkelt nat derhjemme. Denne udlevering foregår oftest i en gruppe på maksimum 10 personer. Her bliver det gennemgået, hvordan udstyret tages på.

Ved den anden tid bliver udstyret aflæst. Derefter kommer du ind til en læge, hvor du bliver undersøgt, og resultatet af undersøgelsen bliver gennemgået.

Henvisning via øre-, næse- og halslæge:

Hvis du har fået lavet en fyldestgørende søvnundersøgelse, kommer du direkte til undersøgelse hos lægen.

Hvis du har obstruktiv søvnapnø:

Lettere tilfælde af obstruktiv søvnapnø kan behandles med snorkeskinne, men den hyppigste, og også mest effektive behandling, er med et CPAP-apparat og en maske.

CPAP er en forkortelse af Continuous Positive Airway Pressure (kontinuerlig overtryksbehandling). Behandlingen indebærer, at du sover med en maske, der er tilkoblet en slange og en kompressor, som skaber et lille overtryk, der holder de øvre luftveje åbne.

CPAP er i dag den behandling, som først og fremmest anbefales til behandling af moderat eller svær obstruktiv søvnapnø.

Behandlingen er meget effektiv. Der sker ofte en hurtig forbedring af både søvn- og livskvalitet.

 


Læs mere om obstruktiv søvnapnø og behandling: