Tre overlæger fra Regionshospitalet Viborg holder 4. oktober foredrag om diabetes, forhøjet blodtryk og kolesterol på Hovedbiblioteket i Viborg.

28-09-2016

Det har stor betydning for vores krop og helbred, hvordan vi vælger at leve vores liv. Det kan du blive klogere på, når tre overlæger fra Regionshospitalet Viborg, der arbejder med såkaldte livsstilsygdomme, holder foredrag på Hovedbiblioteket i Viborg 4. oktober klokken 19.

Foredraget er en del af efterårets udgave af foredragsrækken "Viden i hverdagen", som Viborg Bibliotekerne, Viborg Stifts Folkeblad og Hospitalsenhed Midt står bag.

Til foredraget 4. oktober kan du under overskriften "Pas på dit liv" møde overlægerne Anne Pauline Schroeder og Ib Christian Klausen fra Hjertemedicinsk Afdeling og overlæge Torben Østergård fra Medicinsk Afdeling på Regionshospitalet Viborg.

Torben Østergård, Anne Pauline Schroeder og Ib Christian Klausen. Foto: Lisbeth Hasager Justesen, Hospitalsenhed Midt

Anne Pauline Schroeders del af foredraget har fokus på forhøjet blodtryk, som er en af de store folkesygdomme. I foredraget vil hun komme ind på, hvorfor man får forhøjet blodtryk, og hvilke problemer det kan give.

- Forhøjet blodtryk er en sygdom, hvor man ofte ingen symptomer har. Jeg håber med foredraget at få fortalt, at det er vigtigt at være opmærksom på at få målt sit blodtryk engang imellem, for det er en sygdom, man skal tage alvorligt, siger Anne Pauline Schroeder.

Ib Christian Klausen vil i sit foredrag have fokus på kolesterol, og han vil berøre spørgsmål som: Kan man arve et højt kolesteroltal - eller kan man kun spise sig til det? Kan højt kolesterol behandles – og er det overhovedet nødvendigt at behandle? Det nye og dyre kolesterolmedicin, der tales om - hvad er det for noget?

Endelig vil Torben Østergård give et indblik i type 2 diabetes og fortælle om årsager til den vækst, man ser i antal personer med type 2 diabetes, nye og interessante mulige årsager til sygdommen og seneste nyt omkring behandling af type 2 diabetes.

Foredraget er gratis, og der er ingen tilmelding.