Sommerens små events for personalet på Fødeafsnittet har skabt god stemning.

17-08-2016

Den første uge af sommerferie-perioden kunne personalet få sig et dejligt fodbad, når der var brug for en kort pause. Foto: Agata L.-Madsen, Hospitalsenhed Midt

 

Sommerferien er så småt ved at være overstået, og på Fødeafsnittet på Regionshospitalet Viborg kan de se tilbage på en sommerperiode med masser af vellykkede fødsler og små overraskelser i hverdagen.

Jordemoderlederteamet havde nemlig arrangeret en række korte events for personalet i fire uger hen over sommeren. De skulle være med til at holde humøret oppe i en periode, hvor ferieafholdelse blandt personalet og mange fødsler til tider kan skabe ekstra travlhed.

Der har været mulighed for at få et fodbad i en uge. Der er blevet serveret "kejsersnitter", eller hindbærsnitter, som de også kaldes, en anden uge. Der har været afspændingsøvelser og udstrækningspauser, og der er blevet sunget fællessang. Alle var det korte afbræk i arbejdsdagen, der kunne gennemføres, uden at det gik ud over de indlagte.

Fødeafsnittet inviterede også andre faggrupper på Kvindesygdomme og Fødsler med til deres events.

Ekstra indsats bliver værdsat

Personalet på afdelingen har været glade for de små events, som man har kunnet følge med i løbende på hospitalets Facebook-side.

- Det betyder meget, at man oplever, at ens ekstra indsats i en travl periode bliver værdsat; det styrker motivationen og øger arbejdsglæden betydeligt, siger jordemoder Jane Ejlskov.

Hun bliver bakket op af social- og sundhedsassistent Hanne Underbjerg Maach.

- Det har været så godt, at der har været noget at se frem til i de travle perioder, og at lederne passede telefonerne så længe, så man lige kunne få helt ro. Jeg så opslaget om fodbad på Facebook, mens jeg holdt ferie, og så begyndte jeg helt at glæde mig til at komme tilbage efter ferien, siger Hanne Underbjerg Maach. 

Handler om arbejdsmiljø

I jordemoderlederteamet er der også stor tilfredshed med, hvordan sommerens små events er løbet af stablen. Det fortæller chefjordemoder Katrine Kildedahl.

- Der har været stor opbakning til vores events, som de er gået til med åbent sind og nysgerrighed, så jeg er rigtig godt tilfreds, siger hun.

- Det handler jo om arbejdsmiljø. Hvad kan vi gøre, som ikke koster penge, og som ikke tager mere end ti minutter? Jeg mener ikke, en arbejdsplads skal være så travl, at man ikke kan finde ti minutter, siger hun.

Fødeafsnittet har desuden fået hjælp til at hygge om personalet med sponsorgaver fra lokale butikker, nemlig Matas, Føtex, Bodyshop, Søstrene Lagkage, Dominos Pizza og Unique Hudpleje.

Som en god afslutning på sommeren har R2 Farver desuden sponsoreret en bagemaskine til Fødeafsnittet, så personalet snart kan se frem til duften af nybagt brød.

Sommeren er traditionelt en travl periode på Fødeafsnittet, og i år kom der endda 20 ekstra fødsler i juli i forhold til det forventede.