Det var – igen i år – lidt af et tilløbsstykke, da HE Midts fire hospitaler holdt åbent hus i forbindelse med Forskningens Døgn torsdag den 28. april.

28-04-2016 

Både i Viborg, Silkeborg, Hammel og Skive stod hospitalernes medarbejdere klar til at demonstrere deres viden, fortælle om hospitalets mange tilbud og lade de besøgende "lege" sig til ny viden om sygdom og sundhed.

I Skive kunne de besøgende blandt andet få lagt armen i gips, få målt blodsukker og blodtryk eller høre om tidlig opsporing af demens. I Hammel charmerede terapihunden Gaia igen år de besøgende, som samtidig kunne høre om iPads i rehabiliteringen, se gangrobotten i aktion eller høre om virtuel rehabilitering. Silkeborg havde blandt andet sat fokus på forskning i gigtsygdomme, ligesom de besøgende kunne få målt lungefunktion eller høre om ernæringens betydning for et sygdomsforløb. Og i Viborg var byggefolkene igen i år i gang på Lego-byggepladsen, mens der blev gættet på røntgenbilleder, født dukker i læringscentret og vist rundt på blandt andet operationsafsnittet og Vestdansk Center for Rygmarvsskade.

Det var femte gang, HE Midt deltog i Forskningens Døgn, som giver de besøgende et godt indblik i den alsidige hverdag, som præger alle fire hospitaler.

Se udførligt program for de fire hospitaler her.

I gallerierne herunder kan du se billeder fra alle fire matrikler. (Gallerierne opdateres løbende)