19-04-2016

Regionshospitalerne i Viborg, Silkeborg, Hammel og Skive byder alle interesserede indenfor til Forskningens Døgn.

Hvordan ser en ambulance ud indeni? Hvordan opdager man demens tidligt i forløbet? Hvad er fup og fakta, når det gælder rygsmerter? Hvor svært er det at trække vejret med en lungesygdom? Hvordan kan en iPad bruges i rehabiliteringen af hjerneskadede patienter? Hvad sker der under en fødsel?

Det er blot nogle af de spørgsmål, Hospitalsenhed Midt står klar med svar på, når enhedens fire regionshospitaler i Viborg, Silkeborg, Hammel og Skive torsdag den 28. april byder indenfor til Forskningens Døgn 2016. 

Aktiviteter for både børn og voksne

Igen i år er der aktiviteter for besøgende i alle aldre. Børn kan eksempelvis bygge fremtidens akuthospital i Viborg i LEGO, tage bamsen med på bamsehospital og komme på rundvisninger til blandt andet operationsafdelingen. For de voksne er der mulighed for at få vejledning om kost eller målt lungefunktion, ligesom de kan prøve en hjertestarter og få målt hjerterytme og blodtryk.

- Vi håber at rigtig mange børn og voksne vil kigge forbi et af vores fire hospitalet. For os er dagen lidt af en festdag, hvor vi kommer i god dialog med rigtig mange borgere og samtidig har mulighed for at "prale" lidt af vores sundhedsfaglige tilbud og de mange aktiviteter, der dagligt foregår på hospitalerne, siger lægefaglig direktør Christian Møller-Nielsen.

Forskning i fokus

Forskningens Døgn finder sted i forlængelse af det rent interne arrangement Forskningens Dag tidligere samme dag. Her deler hospitalsenhedens forskningsaktive medarbejdere deres viden gennem blandt andet oplæg og posters.

- Først på dagen nørder vores forskere igennem med al deres faglige viden, ekspertise og forskningsresultater. Og om eftermiddagen og aftenen byder vi så indenfor og viser, hvordan forskningen konstant gør os klogere og i stand til at give patienterne den bedste behandling i dagligdagen, siger sygeplejefaglig direktør Tove Kristensen. 

Både i Viborg, Silkeborg, Hammel og Skive er det medarbejderne fra de enkelte specialer, der står for kyndige demonstrationer og engagerede rundvisninger.

Forskningens Døgn finder sted på: 

  • Regionshospitalet Viborg – kl. 16.00-19.00
  • Regionshospitalet Silkeborg – kl. 16.00-19.00
  • Regionshospitalet Hammel Neurocenter – kl. 15.00-17.00
  • Regionshospitalet Skive – kl. 13.00-17.00


Hent pressemeddelelse som pdf.