Fødeafsnittet på Regionshospitalet Viborg har genindført lattergas til smertelindring ved fødsler.

24-11-2016

- Mange kvinder ønsker at føde uden medicinsk smertelindring, så vi er glade for at have fået endnu et tilbud om mild smertelindring, siger vicechefjordemoder Kirsten Haulrik Bech. Hun tilføjer, at lattergas ikke er så indgribende og heller ikke har så mange bivirkninger som rygbedøvelse. Støttet af de første erfaringer forudser hun, at lattergas kan bruges til et bredt spekter af de fødende.

Foto: Fødeafsnittet

- Lattergas på smertelindringsprogrammet giver os flere strenge at spille på i fødselshjælpen. Så det støtter vores mål om at give de fødende en god, individuelt tilrettelagt fødselsoplevelse, understreger chefjordemoder Katrine Kildedal.

Tilbuddet er det første i en ny række indsatsområder, hvor fødeafsnittet søger at støtte den spontane, ukomplicerede graviditet, fødsel og barsel – et projekt, der går under navnet ”Styrk det nye liv”.

Lattergassen fik sin re-premiere på Regionshospitalet Viborg 27. oktober, hvor en lattergas-instruktør holdt undervisningsseancer for personalet hen over dagen. Forinden havde afsnittet nærlæst en undersøgelse, som Dansk Selskab for Obstetrik og Gynækologi publicerede i 2015. Selskabet konkluderer, at lattergas til smertelindring ved fødsler er sikker for mor, foster og personale, når det anvendes korrekt og i rum med velfungerende udsugning. På Regionshospitalet Viborg får den fødende lattergas i maske med vejrtrækningsstyret ventil og sug, så udåndingsluften fjernes.