Regionshospitalet Hammel Neurocenters store udvidelse blev indviet fredag. Der er lavet nye træningsmiljøer, nyt ambulatorium og en ny gangbro, og så får man med den nye Børn- og Ungeklinik bedre rammer til en rehabilitering med hele familien i centrum.

22-11-2016

Otte-årige Sonja får en hjælpende hånd til den drilske snor af ledende terapeut Mette Schrøder. Foto: Agata L.-Madsen 

 

- Når en borger bliver ramt af en hjerneskade, rammer det hele familien. Det er endnu mere sandt, når det er et barn.

Sådan lød det fra Anders Kühnau, 1. næstformand i regionsrådet, da han fredag holdt åbningstalen ved indvielsen af Regionshospitalet Hammel Neurocenters store udvidelse.

Udvidelsen af neurocentret har været i gang, siden Favrskov Kommune rykkede ud af den psykiatriske boenhed Urbakken i 2013. Hammel Neurocenter, der er højt specialiseret neurorehabiliteringscenter for hele Vestdanmark, manglede samtidig plads, og med en anlægsbevilling på 25 millioner kroner fra regionsrådet blev det muligt at overtage og ombygge bygningen til ugenkendelighed.

Nye træningsmiljøer, nyt ambulatorium og en ny gangbro er blevet etableret, og så er der ikke mindst indrettet ny Børn- og Ungeklinik på stedet. Urbakken går fremover går under navnet Bygning 5.

Særligt Børn- og Ungeklinikken blev fejret fredag, da det samtidig var den årlige gensynsdag for tidligere indlagte børn og unge.

- Visionen for udvidelsen har været mindre hospital, mere hjem, sagde Anders Kühnau.

- Som politiker glæder vi os altid til at se resultaterne af det, vi har besluttet.

Han var langt fra den eneste, der glædede sig over den flotte udvidelse.

- Vi glæder os i dag, og vi vil glæde os hver eneste dag over de her gode rammer. Det er et godt sted at være, hvis man bliver ramt af en ulykke og bliver nødt til at være her i længere tid, lød det fra ledende terapeut Mette Schrøder, da hun tog over efter regionsrådspolitikeren.

Da snoren var klippet, glassene skålet og fingermadderne spist, fik de officielle gæster en rundvisning på de nye kvadratmeter.

I mellemtiden kunne deltagerne i gensynsdagen trække sig tilbage til hygge, spisning og gensynsglæde.

 

Hvad er det bedste ved den nye Børn- og Ungeklinik? 

Det er spørgsmålet, som tre medarbejdere fra Børn- og Ungeklinikken på Regionshospitalet Hammel Neurocenter her giver deres svar på.

 

Tina Dolberg, sygeplejerske:

Familien har fået en anden mulighed for at få ro omkring deres barn. For eksempel har alle stuer eget badeværelse. Det er en kæmpe fordel, at man ikke skal til at ud på gangen.

Vi medarbejdere har også fået et større kontor, og det er rigtig vigtigt med nogle gode rammer til at tale sammen, fordi vi sparrer så meget med hinanden.

Og så synes jeg også, at vi har fået en rigtig dejlig dagligstue. Det er jo hjertet i afdelingen.

 

Jette Stjernholm, overlæge:

Det allerbedste er, at vi har fået så gode rammer til rehabiliteringen. Vi har fået plads, og vi har fået sammenhæng. Her er lyst, venligt og rummeligt.

Afdelingen er indrettet til familierne. For eksempel ved at der er plads til en ekstra seng på stuerne. Ingen af vores patienter kan jo undvære familien.

 

Susanne Alsted Nielsen, ergoterapeut:

Vi har fået meget bedre rammer til træningen med børnene. Vi kan lave en træning, der giver mere mening for patienterne, blandt andet fordi vi har fået større værelser med eget bad. Meget af træningen foregår jo på værelserne, hvor vi træner med patienternes selvstændighed som mål, og det er for eksempel en stor fordel, at man ikke skal ud på gangen og vente på et ledigt badeværelse.

Det er også rigtig godt med den direkte adgang til udearealerne. Man kan hurtigt lige komme udenfor og trække vejret. Det er familierne også rigtig glade for.