21-01-2016

Kirsten Marianne Madsen er bioanalytiker og arbejder på Fertilitetsklinikken i Skive. Her ”parrer” hun dagligt æg og sædceller.

Det endegyldige mål for Kirsten er at lave babyer, men processen kan være lang, hård og opslidende for patienterne. På Fertilitetsklinikken i Skive er der fokus på skånsom og individuel behandling. Klinikken har Danmarks bedste resultater – i gennemsnit ender 32 procent af forløbene lykkeligt, så patienterne efter en lang proces kan gå ud af døren med en baby i maven.

Hør Kirsten fortælle om arbejdet i videoen eller læs interviewet med hende nedenfor

Gå ind på adressen øverst på siden for at se videoen.

Hvornår bruger du hjertet mest i dit arbejde? 

Jeg bruger hjertet mest i mit arbejde, når jeg har den personlige kontakt med patienterne, og det betyder rigtig meget for mig. Som bioanalytiker her på Fertilitetsklinikken kommer man ind under huden på patienterne igennem en længere periode. Man kommer tæt ind på livet af dem og mærker, hvor hårdt det er at gennemgå en fertilitetsbehandling. Så her kommer hjertet helt klart med, og det sker automatisk. 

Hvornår bruger du hjernen mest i dit arbejde? 

Hjernen bruger jeg hele tiden i mit arbejde. Her i klinikken kører vi meget individuel behandling, og her på laboratoriet har vi meget medbestemmelse i vores arbejde. Det er os bioanalytikere, der bestemmer, hvornår det befrugtede æg er klar til at blive lagt tilbage i patientens livmoder. Det sker på 2., 3. eller 5. dagen efter ægudtagelsen. Så her er vi medbestemmende, og derfor er vi tvunget til hele tiden at tænke og bruge hjernen. Alle os bioanalytikere kan lave alle funktioner af arbejdet i laboratoriet. Udviklingen inden for området går utrolig stærkt, så man skal hele tiden have hjernen med, og så skal man have rolige hænder. For det er håndarbejde at befrugte æg med sædceller. 

Hvornår bruger du viljen mest i dit arbejde? 

Viljen bruger jeg blandt andet, når det gælder om at arbejde frem mod vores vision. Vi er Danmarks bedste fertilitetsklinik, men vi vil mere end det. Vi vil faktisk gerne være verdens bedste fertilitetsklinik, og det kræver en vilje til at ville det og gå efter det.