Regionshospitalet Silkeborg får nye behandlingsmuligheder og løfter patientsikkerheden.


16-12-2016

Center for Planlagt Kirurgi på Regionshospitalet Silkeborg har netop taget et nyt, topmoderne operationsmikroskop i brug på centrets rygfunktion. Det nye udstyr afløser et 25 år gammelt mikroskop.

Rygkirurgerne arbejder ofte i et meget lille operationsfelt, og ved nogle rygoperationer er et mikroskop en nødvendighed.
- Vi er meget glade for den teknologiske opdatering inden for mikroskopisk kirurgi. Det giver os nye behandlingsmuligheder både nu og på lidt længere sigt. Og i de svære tilfælde vil mikroskopet betyde et løft for patientsikkerheden, siger overlæge Søren Fruensgaard, der er sektorchef for rygfunktionen.

 

Overlæge Dimitar Cholakov, Rygfunktionen i Center for Planlagt Kirurgi, demonstrerer det nye operationsmikroskop. Privatfoto

 

Det nye operationsmikroskop skal blandt andet bruges ved operationer for diskusprolaps i lænderyggen og dekompressioner, hvor rygkirurgen løsner klemt nervevæv i rygkanalen eller nerverodskanalen.

Silkeborg opererer rygpatienter fra hele regionen
Rygfunktionen er et højt prioriteret behandlingsområde for Regionshospitalet Silkeborg. Opgaven løftes i samarbejde med Aarhus Universitetshospital, hvor Silkeborg modtager ikke-akutte rygpatienter fra hele Region Midtjylland. Aarhus har de højtspecialiserede behandlinger, eksempelvis kræft, infektion, skæv ryg hos børn og særlige tilfælde. De to rygfunktioner har et tæt samarbejde.

Det nye operationsmikroskop ventes at give nye muligheder i dette regionssamarbejde, blandt andet fordi Regionshospitalet Silkeborg selv kan færdigbehandle flere patienter.

Ud over de rent behandlingsmæssige fordele har operationsmikroskopet flere finesser. Det har to sæt okularer, som muliggør sidemandsoplæring. Og rygkirurgen kan stå ret op og kigge lige ind i mikroskopet. Ved ældre mikroskoper er rygkirurgen nødt til at stå foroverbøjet under operationen. Endelig kan det nye mikroskop optage still-billeder og små videoklip, som kan gemmes i patientens elektroniske journal.