Rekreative omgivelser har betydning for helbredelse. Med en million-donation til kunst støtter Det Obelske Familiefond genoptræningen af svært hjerneskadede patienter på Regionshospitalet Hammel Neurocenter.

05-01-2016

foto: Lisbeth Hasager Justesen

Håbet og glæden ved livet er vigtige motivationsfaktorer for et menneske, der skal videre i sit liv efter en hjerneskade. Derfor er det betydningsfuldt, at behandlingsmiljøet er indrettet, så det stimulerer håbet og glæden - og "kalder tilbage til livet".

Her kommer kunsten ind. God, rørende og inspirerende kunst kan i mange tilfælde give patienten den følelsesmæssige næring, der skal til for at overvinde barriererne og komme videre. Mange forskningsarbejder om healthcare design dokumenterer det.

Regionshospitalet Hammel Neurocenter har for kort tid siden taget nyrenoverede lokaler i brug. Der var hårdt brug for at få udvidet de fysiske rammer, og teknisk set fungerer de nye lokaler perfekt. Men desværre var der ikke penge på budgettet til udsmykning.

- De lange gange med tomme, hvide vægge efterlader et sterilt og sansemæssigt fattigt indtryk. Slet ikke inspirerende for patienterne, som ofte er til genoptræning hos os i flere måneder for at genvinde førligheden og evnen til at kommunikere med omgivelserne. Det Obelske Familiefonds donation til at indkøbe kunst for en million kroner falder derfor på et tørt sted. Vi glæder os i den grad til at kunne investere i lys, flotte farver og former, der kan indgyde håb, skabe glæde og give energi til at træne - selv om man er svært skadet, siger ledende overlæge Merete Stubkjær Christensen på vegne af neurocentrets ledelse.

Målrettet satsning
Neurocentret ønsker at satse på samtidskunst, der skal udvikles i et samspil mellem unge kunsttalenter, patienterne og de pårørende.

- I Det Obelske Familiefond tror vi på kunstens helbredende virkning, når den rette kunst placeres, hvor patienter og personale færdes. Og vores tro på virkningen understøttes af videnskabelige undersøgelser. Vi er derfor glade for at kunne hjælpe Hammel Neurocenter til en kunstnerisk berigelse af de nye lokaler, siger direktør Søren Bojer Nielsen fra Det Obelske Familiefond.

Regionshospitalet Hammel Neurocenter samler indledningsvis op på nationale og internationale erfaringer med hjerneskaderamtes oplevelse af kunst.

Hent pressemeddelelse (pdf).

 

Om Regionshospitalet Hammel Neurocenter
Regionshospitalet Hammel Neurocenter tilbyder højtspecialiseret neurorehabilitering til patienter, der har pådraget sig en hjerneskade, for eksempel efter en ulykke eller en blodprop i hjernen. Neurocentret er specialhospital for hele Vestdanmark.
Læs mere på www.hammelneurocenter.dk.