Initiativgruppen til udbygning af Regionshospitalet Silkeborg skrev for nyligt i et åbent brev til regionsrådet. "Hospitalsledelsen lukker akutambulatorium i Silkeborg, så selv patienter med de mindste skrammer skal køre til Viborg."

17-11-2016 

Dette er ikke korrekt. Patienter fra Silkeborg med mindre og ukomplicerede brud vil fortsat blive behandlet i Akutklinikken på Regionshospitalet i Silkeborg.

Brækker man en arm, lægges gipsen i Akutklinikken. De erfarne akutsygeplejersker er undervejs i tæt dialog med læger på Ortopædkirurgisk Afdeling i Viborg, men selve behandlingen foregår i Silkeborg.

Når disse patienter efterfølgende skal til kontrol, vil de blive indkaldt til røntgenundersøgelse på Regionshospitalet Silkeborg. Derefter ser en ortopædkirurg røntgenbillederne igennem og vurderer, om der er behov for yderligere behandling.

 

I langt de fleste tilfælde er der ikke behov for mere, og patienterne får besked om dette via et telefonopkald eller med brev og slipper dermed for en ekstra tur på hospitalet.

I de få tilfælde, hvor røntgenbillederne viser, at der er behov for yderligere behandling, vil patienterne blive indkaldt til undersøgelse på Ortopædkirurgisk Afdeling på Regionshospitalet Viborg.

Under hele forløbet ligger det lægefaglige ansvar hos Ortopædkirurgisk Afdeling i Viborg. Men langt de fleste patienter vil opleve, at hele deres forløb foregår på Regionshospitalet Silkeborg.