Professor Peter Humaidan fra Fertilitetsklinikken på Regionshospitalet Skive holder 14. september foredrag på Hovedbiblioteket i Viborg.

08-09-2016

I dag kommer hver tiende danske barn til verden som resultat af, at mor og far har fået hjælp til at blive gravide med fertilitetsbehandling.

Det sker blandt andet på Danmarks bedste offentlige fertilitetsklinik, der hører hjemme på Regionshospitalet Skive.

Under overskriften "Når livet har brug for en hånd" holder professor Peter Humaidan fra Fertilitetsklinikken på Regionshospitalet Skive onsdag 14. september klokken 19 foredrag på Hovedbiblioteket i Viborg.

Professor Peter Humaidan. Foto: Hospitalsenhed Midt

- Når så mange børn i dag fødes som resultat af fertilitetsbehandling, vil vi næsten alle have nogen i vores liv, der har fået hjælp. Det kan være, man er blevet bedsteforælder, moster, onkel eller lignende på den baggrund, siger Peter Humaidan.

- Derfor vil jeg gerne være med til at udbrede viden og aflive nogle myter om fertilitetsbehandling. Det er ikke hokus pokus. Det er højteknologi, og vi kan ikke gøre noget, som naturen ikke ønsker. Vi hjælper bare naturen på vej, siger Peter Humaidan.

I foredraget vil Peter Humaidan både komme ind på, hvordan fertilitetsbehandling foregår i dag, hvilke etiske overvejelser hans arbejde er berørt af, og hvad fremtiden måske kan bringe, i takt med at teknologien hele tiden udvikles.

Venter med børn

Danmark er langt fremme inden for fertilitetsbehandling, og det bliver prioriteret også fra politisk side.

På Fertilitetsklinikken i Skive mærker de også, at behovet for fertilitetsbehandling er stigende. Og de kan desuden tydeligt se en af forklaringer på, hvorfor det er sådan. Således lå gennemsnitsalderen på de kvinder, der kommer i behandling på klinikken, for 20 år siden på 31,5 år. I dag er den næsten 34 år.

- Mange kvinder venter i dag med at få børn, til de har uddannelse og job på plads, og de når derfor en alder, hvor flere af dem kan have svært ved at blive gravide uden hjælp. Men vi har alle et grundlæggende instinkt, der giver os ønsket om at efterlade vores egne genetiske fodspor i sandet, siger Peter Humaidan.

Foredraget er en del af efterårets foredragsrække "Viden i hverdagen", som Viborg Bibliotekerne, Hospitalsenhed Midt og Viborg Stifts Folkeblad står bag. Henover efteråret holder en række eksperter fra Regionshospitalerne i Viborg og Skive foredrag på Hovedbiblioteket i Viborg. Peter Humaidans foredrag er det første i rækken.

Foredragene er gratis, og der er ingen tilmelding.

Læs mere og find program på bibliotekets hjemmeside her.

Læs desuden en samlet omtale af foredragsrækken her.