Urbakken er forandret til ukendelighed med blandt en ny Børn- og Ungeklinik, nye træningsmiljøer, nyt ambulatorium og ny gangbro. Alle er velkomne til indvielse klokken 13.30 fredag den 18. november.

18-11-2016

Fredag den 18. november sætter Regionshospitalet Hammel Neurocenter punktum for den store og ambitiøse udvidelse, der har været undervejs, siden Favrskov Kommune rykkede ud af den psykiatriske boenhed Urbakken i 2013.

Bygningsmæssigt har Urbakken og Regionshospitalet Hammel Neurocenter altid været nært forbundet som ét kompleks med fælles gangbro og tunnel. Derfor var det nærliggende at løse Hammel Neurocenters tiltagende pladsproblemer ved at integrere Urbakken i neurocentret.

Med en anlægsbevilling på 25 millioner kroner gjorde regionsrådet det muligt at gøre neurocentrets drømme til virkelighed. Urbakken er nu - med håndværkernes store indsats - forandret til ukendelighed med blandt en ny Børn- og Ungeklinik, nye træningsmiljøer, nyt ambulatorium og ny gangbro. Investeringen har ikke alene løst et pladsproblem – den har i høj grad også medvirket til at fastholde Regionshospitalet Hammel Neurocenters position som hele Vestdanmarks højt specialiserede neurorehabiliteringscenter.

Indvielsen foregår

fredag den 18. november klokken 13.30-14.30

i foyeren, bygning 5 (som Urbakken nu hedder), Urvej 10, Hammel.

1. næstformand i regionsrådet, Anders Kühnau, holder åbningstalen. Herefter klipper vi snoren til de nye lokaler og viser rundt på de to »nye« etager. Dagen er ekstra særlig, da det samtidig er den årlige gensynsdag for tidligere indlagte børn og unge.