Kvinder, der skal screenes for brystkræft, samt gravide, der skal til jordemoder, skal fra slut januar møde op i den tidligere sygeplejeskole på Toldbodgade.

19-01-2017

Foto: Agata L.-Madsen, Hospitalsenhed Midt

 

Kvinder, der skal til brystkræftscreening i Viborg, skal fra 30. januar møde op på adressen Toldbodgade 12A.

Det samme gælder fra 31. januar gravide i Viborg-området, der skal til jordemoder og fødselsforberedelse.

Brystkræftscreening Viborg og Jordemoderklinikken flytter ind i den gamle sygeplejeskole, som mange formentligt vil kende fra den karakteristiske farverige facade, som kendetegnede bygningen indtil efteråret 2016. Samtidig med at faciliteterne til jordemødrene og brystkræftscreeningen er blevet færdiggjort, er bygningens facade blevet renoveret.

Brystkræftscreeningen flytter fra Sankt Jørgens Vej, mens Jordemoderklinikken flytter fra Dumpen. Begge steder var lejemål, hvorimod de nye lokaler er ejet af Hospitalsenhed Midt, som klinikkerne er del af. Samtidig flytter de to klinikker nu endnu tættere på det resterende hospital i Viborg.

Glæder sig til nye lokaler

Brystkræftscreening Viborg får til huse i bygningens stueplan, som i bygningen hedder plan 1. Der er korttids-parkeringspladser i gården reserveret til de kvinder, der skal til screening.

- Vi har gjort vores yderste for, at lokalerne er mindst lige så gode som vores tidligere sted. De nye lokaler ligger også lige så centralt som de tidligere. Jeg tror, det bliver rigtig godt, siger Eva Brems, der er ledende overlæge i Billeddiagnostisk Afdeling på Regionshospitalet Viborg.

Knap 14.000 kvinder bliver årligt scannet i Brystkræftscreening Viborg.

I Jordemoderklinikken er man også godt tilfreds med flytningen, lyder det fra vicechefjordemoder Lisbeth Madsen Jensen fra Regionshospitalet Viborg.

- Vi glæder os meget til at tage de nye lokaler i brug. Der er virkelig blevet taget hensyn til vores behov, og vi kommer nu også tættere på vores kollegaer i andre afdelinger, siger hun.

Jordemoderklinikken tager imod cirka 30 gravide til konsultation om dagen.

Klinikken kommer til at ligge på plan 2, hvortil der er adgang med både trappe og elevator.