Sundhedsfagligt Symposium på HE Midt er fuldt af traditioner. Men også fuldt af nyheder.

09-11-2017

Torsdag den 9. november stod i faglighedens og forbedringernes tegn på HE Midt. Det årlige sundhedsfaglige symposium løb af stablen på RH Viborg - traditionen tro med præsentation af nye, lokale tiltag, nye projekter og ny udvikling ved hospitalsenhedens egne ansatte. Tilhørerne havde en palette med 32 korte foredrag og 14 posters at vælge mellem. Et indlæg ved en ekstern foredragsholder blev der også plads til.

Dagen forløb ad fire parallelle spor inddelt efter temaerne "Kvalitet, uddannelse og forskning", "På patientens præmisser" og "Effektiv og attraktiv organisation". Disse temaer genfindes som strategispor i HE Midts virksomhedsgrundlag. Overordnet havde arrangørerne ophøjet ordene "netværk", "viden" og "inspiration" som nøgleord for symposiet.

- Jeg ønsker for os alle, at dagen i dag må udfolde sig som en stor smeltedigel for udveksling af viden og skabelse af netværk og inspiration på tværs af professionelle og afdelingsmæssige skel, sagde forskningslektor Raymond Kolbæk fra Center for Forskning i Klinisk Sygepleje, da han bød velkommen til "en af de mest spændende og inspirerende aktiviteter, vi som ansatte på tværs af professionerne kan deltage i på HE Midt". Han takkede de modige foredragsholdere og "poster-magere", symposiets planlæggere og de fremmødte deltagere.

Det omfattende symposieprogram med abstracts kan hentes på hjemmesiden.

Fotos: Agata Lenczewska-Madsen, Hospitalsenhed Midt