Medarbejdere på 120 midtjyske virksomheder inviteres til at deltage i et forskningsprojekt, der skal bane nye veje for effektiv forebyggelse af arbejdsmæssige skulderbelastninger og skulderproblemer.

27-04-2017

Smerter, funktionsnedsættelse, langvarige behandlingsforløb, sygemelding, operation. Arbejde, der belaster skulderen, rummer en risiko for invaliderende problemer. Og indtil videre har man kun kunnet spore begrænset effekt af forebyggende initiativer på området.

Forskere fra Center for Planlagt Kirurgi på Regionshospitalet Silkeborg og de arbejdsmedicinske klinikker på Regionshospitalet Herning og Aarhus Universitetshospital er derfor i gang med at tilrettelægge et forskningsprojekt, der har til formål at reducere arbejdsmæssige skulderbelastninger og skulderproblemer.

Henter viden på 120 midtjyske virksomheder
Forskerne udsender om kort tid invitation til 120 midtjyske virksomheder om et samarbejde. Forskerne vil gerne i kontakt med de virkelige eksperter – nemlig medarbejdere, der har problemer på grund af skulderbelastende arbejde. Forskernes mål er, at 5000 medarbejdere vil bidrage med deres viden ved at udfylde et spørgeskema. Af disse udvælges 250 personer, som inviteres til at deltage i et særligt program, der blandt andet indeholder skuldertræning og måling af skulderbelastning på jobbet. Nogle deltagere tilbydes desuden undersøgelse af en specialuddannet fysioterapeut og vejledning på arbejdspladsen ved en arbejdsmiljørådgiver. De særlige programmer afvikles uden for arbejdstiden en til tre gange i et lokalt sundhedshus.

Et samlet sundhedstilbud
- Som noget nyt er det særlige program bygget op som et samlet tilbud om forebyggelse af skulderproblemer. Et sådant tilbud findes ikke i dag. Har man problemer med skulderen, må man ofte hente hjælp flere forskellige steder i sundhedsvæsenet, eksempelvis hos praktiserende læger og fysioterapeuter, hos kommunens fysioterapeuter eller på hospitalet hos ortopædkirurger, arbejdsmedicinere og på jobcentrene. Med så mange forskellige behandlere er det svært at holde fast på sammenhæng og struktur i forløbet, siger fysioterapeut, ph.d.-studerende Jeanette Trøstrup, der leder forskningsarbejdet.

Hun tilføjer, at virksomhederne og deres medarbejdere har en fælles interesse i at bidrage med viden om skulderbelastende arbejde, så der kan udvikles effektive metoder til at forebygge skulderproblemer. Dette projekt er unikt, fordi behandlere, arbejdspladsen og medarbejderen slutter fælles ring om skulderproblemerne. Effektiv forebyggelse kan også få betydning for den offentlige sundhedsøkonomi.

Forskerne kontakter i første omgang virksomheder omkring Aarhus, Silkeborg og Herning med flere end 20 ansatte inden for industri (bagerier, træindustri), håndværk (tømrer-, elektriker- og vvs-fag) og service (rengøring). Disse erhverv har ofte skulderbelastende arbejde og beskæftiger både mænd og kvinder.

 

Foto af projektleder Jeanette Trøstrup: RH Silkeborg