Skive Kommune og Region Midtjylland går sammen om markante forbedringer ved Sundhedshuset på Resenvej i Skive.

12-12-2017

Et nyt grønt parkområde og flere parkeringspladser ved Sundhedshuset i Skive bliver nu en realitet, efter at Skive Byråd og regionsrådet i Region Midtjylland i fællesskab har fundet de penge, der skal til. Begge projekter vil betyde store forbedringer i området til glæde for både brugere af Sundhedshuset og byens andre borgere.

Grøn park på trist plet
Den gamle administrationsbygning, bygning 25, bliver revet ned og der bliver anlagt en smuk park med tilskud fra Skive Kommune og Region Midtjylland.

- Der er tale om et stort område, der i dag ser trist og slidt ud, og som derfor næsten ikke benyttes. Med parken får vi et smukt område, hvor nogle af Sundhedscentrets træningstilbud kan foregå. Parken giver mulighed for både fysiske udfordringer og ren afslapning, siger Peder Christensen (S), der formand for Skive Kommunes Sundheds- og Forebyggelsesudvalg.

Pres på parkeringen
Skive Sundhedshus har siden starten i 2011 fået stadig flere kommunale og regionale funktioner, ligesom praktiserende læger har åbnet klinikker i sundhedshuset.

Et besøg i Sundhedshuset er ofte en forholdsvis kort affære, hvor borgerne bliver undersøgt eller behandlet og bagefter kører hjem igen. Derfor er der betydelig rift om parkeringspladserne, som der nu bliver flere af.

- Sundhedshuset fungerer rigtigt godt og trækker brugere til fra et stort opland. Parkeringspladserne har længe været en øm tå, og jeg er glad for, at vi sammen med Skive Kommune har fundet penge til at bygge yderligere 71 pladser og tilmed løfte omgivelserne ved Sundhedshuset, siger regionsrådsformand Bent Hansen (S).

Pusterum til Skive
Også Skives fungerende borgmester er godt tilfreds med aftalen.

- Jeg er rigtig glad for, at politikere på tværs af Byråd og regionsråd har ønsket at byde ind på en samlet løsning til gavn for borgere i Skive, siger Preben Andersen (O).

P-pladser klar til sommer
Nedrivning af gamle bygninger, opbygning af parken og anlægget af parkeringspladserne koster i alt godt 16 millioner kroner. Skive Kommune byder ind med knap 7 millioner kroner og Region Midtjylland med knap 4 millioner kroner, mens SparVest Fonden har givet 5 millioner kroner til parken.

Parkeringspladserne er klar i august 2018, mens parken ventes at stå færdig ved årsskiftet 2018/2019.