En lettere hverdag for handicappede og kronisk syge med større grad af frihed og uafhængighed er målet for et velfærdsteknologisk samarbejde mellem Hospitalsenhed Midt, Viborg Kommune og Viborgs erhvervsliv.

08-02-2017

Et fælles center, der kan teste og udvikle velfærdsteknologiske løsninger til handicappede og kronisk syge. Det er visionen for et samarbejde mellem Hospitalsenhed Midt, Viborg Kommune og erhvervslivet i Viborg. Parterne tog på et møde 1. februar et stort skridt i retning af at gøre visionen til virkelighed, da Viborg Kommune påtog sig at udarbejde en egentlig projektbeskrivelse for det videre arbejde. Forinden fik parterne præsenteret nogle foreløbige koncepter for nye teknologier – udviklet i samspil mellem brugerne, fagprofessionelle i sundhedssektoren og repræsentanter for mindre innovationsvirksomheder.

Brugere af velfærdsteknologi udvikler idéer i samarbejde med sundhedsprofessionelle. Foto: Viborg Kommune

- Jeg er meget begejstret over den entusiasme og den idérigdom, som udfolder sig, når man sætter brugerne sammen med fysioterapeuter og andet sundhedspersonale. Jeg ser en masse perspektiver i den måde at udvikle og forme nye teknologier, siger hospitalsdirektør Lars Dahl Pedersen, Hospitalsenhed Midt.

- Vi håber, at vi som følge af samarbejdet om et fælles testcenter med tiden vil kunne tilbyde vores patienter en højere livskvalitet med plads til mere spontanitet og et forbedret aktivitetsniveau, så deres funktionsnedsættelse spiller en så lille rolle i hverdagslivet som muligt, fortsætter han.

Brugerdrevet innovation
Det er tanken, at centret skal fungere som én indgang for innovative virksomheder for at fremme deres mulighed for at udvikle og afprøve nye velfærdsteknologiske løsninger på en bred målgruppe.

- Jeg synes, at brugerne virkede meget vidende om de løsninger, der allerede findes på markedet, og meget innovative i deres beskrivelser af, hvad de har behov for af nye løsninger. Jeg kan sagtens se, at erhvervslivet vil kunne hente både inspiration og indsigt ved at arbejde tæt sammen med brugerne, siger erhvervs- og udviklingschef Anders Holm fra Viborg Kommune.

Idéerne scores. Foto: Viborg Kommune

Hospitalsenhed Midt har udpeget følgende til styregruppen bag det fælles test- og udviklingscenter:

Hospitalsdirektør Lars Dahl Pedersen, oversygeplejerske Ulla Veng, Neurologisk Afdeling, overfysioterapeut Lasse Thulstrup, Vestdansk Center for Rygmarvsskade, samt kvalitetschef Henrik Bendix og kvalitetskonsulenterne Birthe Juhl og Mette Dahl Jacobsen fra Kvalitet.

Læs mere om test- og udviklingscentret på Viborg Kommunes hjemmeside.
Se også en artikel om det baggrundsarbejde, et forum af kørestolsbrugere og sundhedspersonale har været samlet om på to workshops for at beskrive behov og udvikle konkrete idéer til nye teknologier og produkter.