15-12-2017

Dagens Medicin har igen i år kåret afdelingen Patologi på Regionshospitalet Viborg som Danmarks bedste til at udføre patologiske undersøgelser af vævsprøver fra patienter med brystkræft.

Medarbejderne i Patologi er Danmarksmestre i at foretage patologiske undersøgelser af vævsprøver fra brystkræftpatienter med henblik på at finde ud af, om kræften har spredt sig. Hospitalet i Esbjerg løber med andenpladsen efter Viborg, mens hospitalet i Herlev indtager en tredje plads.

Kåringen er dels baseret på kvaliteten af den patologiske analyse af brystkræft, og dels hvor gode landets patologi-afdelinger er til at indberette patienter til nationale databaser. Data indberettes til kvalitetsdatabasen for brystkræft, og tallene viser, at Patologi i Viborg er helt i top med kvaliteten af de patologiske undersøgelser inden for brystkræft.

Stolt af anerkendelsen af vores arbejde

- Det gode resultat skyldes, at medarbejderne her i Patologi er rigtig gode til at finde kræftmetastaser i lymfeknuder ved den første primære operation og tilhørende frysesnitsundersøgelse, hvorved patienterne undgår fornyet operation. Derudover er afdelingens medarbejdere også rigtig gode til at indrapportere data til Dansk Bryst Cancer Gruppe, siger ledende overlæge Steen Jensen fra Patologi.

- Vi er utrolig stolte af endnu engang at få Dagens Medicins anerkendelse for den del af vores arbejde, supplerer ledende bioanalytiker Lene Sofia Sørensen fra Patologi og understreger vigtigheden af det gode samarbejde mellem patologer og kirurger, der betyder, at færre patienter skal igennem yderligere operation.  

Patologi også Danmarks bedste til prøver fra modermærkekræft

Udover at være Danmarks bedste til at udføre patologiske undersøgelser af vævsprøver fra patienter med brystkræft, så er Patologi også Danmarks bedste til vævsprøver fra patienter med modermærkekræft.

Det gode resultat skyldes ifølge ledende overlæge Steen Jensen en konsekvent indrapportering af fund til melanom-databasen. Medarbejderne er rigtig dygtige til at registrere præcise prognostiske data, som for eksempel angivelse af hvor stort melanomet er, eller om der er sår på det, lyder det fra Steen Jensen. 

Anden pladsen inden for patologiske undersøgelser af vævsprøver fra patienter med modermærkekræft går til hospitalet i Esbjerg, og tredje pladsen går til Rigshospitalet.