Regionshospitalet Viborgs historie og hospitalets store indflydelse på det omkringliggende samfund skal frem i lyset. Derfor tager Viborg Museum og Regionshospitalet Viborg nu i fællesskab hul på et ambitiøst bogprojekt om hospitalets historie.

23-02-2017

Der er gang i de store maskiner på byggepladsen ved Regionshospitalet Viborg i denne tid, hvor et nyt akutcenter på 22.000 kvadratmeter skyder op, og det eksisterende højhus bygges om. Det omfattende byggeprojekt lægger an til et nyt kapitel i hospitalets historie. En historie, som går tilbage til 1889, hvor et helt nyt hospital åbnede dørene der, hvor regionshospitalet ligger i dag.

Ny bog om hospitalets udviklingshistorie
Netop regionshospitalets historie - fra det første gang blev bygget på den nuværende matrikel til i dag - er omdrejningspunktet for et andet nyt og omfattende projekt i Viborg. Det har længe været et ønske fra hospitalsledelsens side, at historien om byens største arbejdsplads skal bevares for eftertiden. Regionshospitalet Viborg har derfor allieret sig med Viborg Museum for at få hjælp til at forske i hospitalets historie. Projektet skal munde ud i en omfattende bog om Regionshospitalet Viborg med forventet lancering i 2018, når det nye akutcenter åbner:

- Med det nye akutcenter skriver vi hospitalet ind i fremtiden som et af Region Midtjyllands fem akuthospitaler. Det er en oplagt anledning til at se tilbage og fortælle hospitalets historie og belyse den betydning, som hospitalet har haft for medarbejdere, patienter og byen gennem tiden, fortæller hospitalsdirektør Lars Dahl Pedersen og tilføjer, at projektet finansieres ved salg af bogen og finansiering fra fonde.

Overlæge, stiftsfysikus P.W. Heiberg grundlagde hospitalet i Viborg i 1889.


Hospitalets historie afdækkes for første gang
Det er første gang i hospitalets historie, at professionelle forskere giver sig i kast med at undersøge, hvilken rolle hospitalet har haft i forhold til det omkringliggende samfund:

- Vi er på Viborg Museum stolte over at kunne bidrage med vores faglighed i det omfattende forskningsprojekt for Regionshospitalet Viborg. Den ny viden om Viborg, der dukker op i forbindelse med arbejdet med bogen, vil vi kunne integrere i udstillingen i det nye bymuseum, der om nogle år åbner i den tidligere landsretsbygning i domkirkekvarteret, udtaler museumschef Brian Wiborg fra Viborg Museum.

Samfund og hospital har parallel historisk udvikling
Det bliver særligt interessant for historikerne at belyse, hvordan samfundets udvikling i Viborg og på landsplan har præget den måde, hospitalet har udviklet sig på.

- Man kan sige, at regionshospitalets historie kan ses som et prisme på den generelle samfundsudvikling. Vi kommer derfor til at afdække en historisk udvikling, som både borgere og fagfolk kan få rigtig meget glæde af at få indsigt i, udtaler museumschef Brian Wiborg.

 

Fakta

  • Bogen skal skrives af museumsinspektør og historiker Peter H. Iversen fra Viborg Museum. Han har senest skrevet en bog om Hald Eges historie, som udgives den 5. maj i år.
  • Arbejdet med den nye bog starter 1. maj 2017, og bogen forventes at være færdig den 1. september 2018.