Graviditet og to raske drenge. Det er resultatet af særlig individuel hormonbehandling på Fertilitetsklinikken i Skive til en tidligere kræftramt kvinde, der fik indopereret æggestokvæv i bughulen. Det er den første kvinde i verden, der med den type æggestokkræft bliver gravid efter nedfrysning af rask æggestokvæv. Bag den succesfulde graviditet står professor Peter Humaidan.

10-05-2017

Hent pressemeddelelsen i printvenlig version (pdf) Kvinden er Susanne Hansen fra Aarhus, der her ses med tvillingedrengene Sander (t.v.) og Noah. Hun fik konstateret kræft som 23-årig og fik frosset rask væv ned, da begge æggestokke måtte fjernes. Ni år senere blev noget af vævet indopereret i hendes bughule i håb om, at vævet ville udvikle sig og udvikle æg. Privatfoto.

Behandlingen lykkedes, da hun fik en særligt tilrettelagt hormonbehandling hos Peter Humaidan på Fertilitetsklinikken på Regionshospitalet Skive.

Resultaterne får ham til at se store muligheder for sygdomsramte kvinder, der ønsker at bliver gravide. Og de banebrydende resultaterne er netop offentliggjort i det internationale tidsskrift Fertility and Sterility.

På Fertilitetsklinikken i Skive kalder professoren det for en sensationel milepæl inden for specialiseret fertilitetsbehandling. 

- Vi forsøger at gennemskue, præcis hvilken hormonbehandling der skal til i det enkelte tilfælde. Og det gjorde altså udslaget her. Susanne Hansen havde ikke nogen æggestok, vævet kunne lægges tilbage i. Så det er helt utroligt, at vi blandt andet med den rette hormondosis kan få æggestokvæv i bughulen til at skabe sig blodforsyning og dermed nyt liv, siger Peter Humaidan, der er medforfatter på forskningsartiklen i Fertility og Sterility

Sagen giver flere gennembrud på verdensplan
Men graviditeten i denne specielle sag er ikke det eneste ved resultaterne, der vækker opsigt på verdensplan, og som hurtigt fik tidsskriftet til at udgive artiklen.

- Vi har også fundet ud af, at vævet kan genbruges. Vi tog Susanne Hansens væv ud, da hun havde født. Så frøs vi det ned igen, og satte det ind i en mus. Her udviklede det sig igen helt normalt. Så nedfrosset væv fra æggestokke kan altså bruges flere gange. Det er nyt på verdensplan inden for fertilitetsbehandling, fortæller Peter Humaidan, der har samarbejdet med kolleger fra København og Aarhus omkring patientens forløb.

Vævet fra den ene æggestok blev bearbejdet og frosset ned på Human Reproduktionsbiologisk Laboratorium på Rigshospitalet, transplanteret af en gynækolog på Aarhus Universitetshospital og den efterfølgende fertilitetsbehandling er foregået i Skive. 

 

Peter Humaidan, der er professor i reproduktiv endokrinologi, forklarer, at når Susanne Hansen fik taget vævet ud efter fødslen, handler det om, at hun ikke skulle risikere at udvikle æggestokkræft igen. Selv om vævet var finkæmmet under mikroskop, kan man aldrig garantere, at der ikke er en enkelt kræftcelle tilbage. Foto: Fertilitetsklinikken, Regionshospitalet Skive.

Et andet opsigtsvækkende resultat af kvindens behandling er antallet af æggeblærer, når en kvinde kommer i overgangsalderen.

- Vi har altid troet, at en kvinde i overgangsalderen havde ca. 1.000 forstadier til æg tilbage i sine æggestokke. Nu har vi set, at en kvinde med kun fem forstadier, stadig kan have normal menstruationscyklus og ikke gå i overgangsalderen. Det er vigtigt for grundforskning og for vores opfattelse af den normale fysiologi, forklarer Peter Humaidan. 

Nye perspektiver for kvinder med andre sygdomme 
Succeshistorien fra Danmark rummer store perspektiver på verdensplan. Det kan være kvinder med andre typer sygdomme, som gør, at de har været nødt til at få fjernet begge æggestokke. 

- Der er andre sygdomstyper, og nogle måske mere udbredt i andre dele af verden, men hvor kvinder har fået fjernet begge æggestokke. Nu ved vi, at væv kan vokse i bughulen og sætte en cyklus i gang, der ender med graviditet. Så der er mange, mange muligheder i det, vi har fundet ud af, understeger Peter Humaidan. 

Susanne Hansen, der medvirkede til og også selv ønskede forsøget gjort, fødte sine to raske drenge i maj 2015.

Fertilitetsklinikken ligger på Regionshospitalet Skive. Foto: Lisbeth Hasager Justesen.