Lungemedicinsk Ambulatorium på Regionshospitalet Skive markerer Verdens Astmadag 2. maj. De holder åbent hus om eftermiddagen med en række tilbud – eksempelvis priktest for allergi. Om formiddagen besøger de Skive Gymnasium, for det er også vigtigt at få ungdommen i tale.

28-04-2017

Tirsdag den 2. maj rykker læger og astma- og allergisygeplejersker ud fra deres sædvanlige domicil i Lungemedicinsk Ambulatorium på Regionshospitalet Skive. De stiller i stedet op på Skive Gymnasium med information og gode råd om vaccination og behandling af astma og allergi – og med tilbud til eleverne om at blive priktestet for allergi; at få målt lungefunktion og få tjekket, om de tager deres astma-medicin korrekt.

HUSK, hvis du vil priktestes på Verdens Astmadag: Hold pause med antihistamin-tabletter mindst tre dage inden. Og lad være med at smøre fugtighedscreme på huden på selve dagen.
Foto: Agata L.-Madsen, Hospitalsenhed Midt

Anledningen er Verdens Astmadag, som lungeambulatoriet bruger som lejlighed til at gøre opmærksom på astma og allergisk astma.
- Vi går ud med et klart budskab om, at det er vigtigt at blive undersøgt tidligt i forløbet, så man kan få den rigtige diagnose og komme i gang med den rigtige behandling. Jo før, des bedre, siger afdelingssygeplejerske Asta Flodgaard fra Lungemedicinsk Ambulatorium.

Lunge-eksperterne er på gymnasiet fra klokken 9.30-12.00 – og elever fra de øvrige ungdomsuddannelser i området er også inviteret med. Eleverne får også mulighed for at teste deres viden om allergi og behandling i en konkurrence, hvor der er biografbilletter på højkant som præmie.

Åbent hus for alle interesserede i forhallen, Skive Sundhedshus
Efter et lille pitstop holder lungeambulatoriet åbent hus i Skive Sundhedshus' forhal klokken 15.00-18.00 – denne gang for alle interesserede i området, og med samme tilbud som til de unge uddannelsessøgende.
Asta Flodgaard har en vigtig besked til dem, der gerne vil priktestes. For det første må man ikke smøre fugtighedscreme på huden på selve dagen. Desuden skal man holde pause med antihistamin-tabletter i mindst tre dage inden, da antihistamin påvirker resultatet af priktesten.

Sidste år fik Lungemedicinsk Ambulatorium på Regionshospitalet Skive besøg af 100 interesserede på Verdens Astmadag. Af dem blev 60 priktestet – og flere ville gerne have haft tilbuddet, hvis de havde vidst, at de skulle holde pause med deres allergimedicin. 20 fik målt deres lungefunktion.

Arkivfoto fra Verdens Astmadag 2016. Også i år er der mulighed for at få testet lungefunktionen. Foto: Agata L.-Madsen, Hospitalsenhed Midt