Favrskov Musikskole har allerede været på besøg på Hammel Neurocenter for at give de første koncerter. Fotos: Mette Skjærbæk Svane 

Elever fra Favrskov Musikskole fylder Hammel Neurocenter med musik. Samarbejdet er til gavn for begge parter.

15-11-2017


- Jeg vil nærmest kalde det en ren win-win situation.

Sådan lyder det fra underviser på Favrskov Musikskole, Anders Ørbæk, efter at musikskolen har indgået samarbejde med Hammel Neurocenter om en række koncerter for centrets patienter og pårørende.

- For vores elever betyder det, at de kan få lov at prøve at give en rigtig koncert i smukke omgivelser og for et fremmed publikum, som ikke er deres forældre eller bedsteforældre. Og at neurocentrets patienter så også får noget særligt ud af det, gør det jo bare endnu bedre, vurderer han.

Musik stimulerer sanserne
Ideen til samarbejdet kommer fra Mette Skjærbæk Svane, der er ledende ergoterapeut og klinikleder på Klinik for Tidlig Neurorehabilitering på Hammel Neurocenter.

- Med koncerterne kan vi give vores patienter og pårørende en god oplevelse og et afbræk i en svær hverdag, forklarer hun om baggrunden for initiativet.
Samtidig er hun ikke i tvivl om, at netop musik kan gavne en del af de indlagte patienter.

- Vores erfaring er, at betydningsfuld aktivitet og stimulering af sanser er med til at vække patienter, der ligger og er bevidste på et lavt plan. Vores erfaring er også, at vi via stimulering af sanser bedre kan understøtte deltagelse i en træningsaktivitet. Og på et helt overordnet plan vil vi jo bare gerne stimulere lyst og glæde og skabe motivation hos vores patienter – og her kan musikken hjælpe, vurderer Mette Skjærbæk Svane.

Flere koncerter forude
Ind til videre har Hammel Neurocenter haft besøg af den lokale musikskole ved to koncerter i løbet af efteråret, og på tegnebrættet er også en udstilling af et tværmedielt værk med video og lyd.

Både Anders Ørbæk og Mette Skjærbæk Svane er dog overbeviste om, at flere koncerter vil følge fremover, fordi samarbejdet giver så god mening for alle parter.
Samtidig rummer det nye samarbejde også mulighed for at prøve andre musikalske tiltag af.

- Vi er blandt andet i gang med at undersøge muligheden for at én af musikskolens elever kan komme og spille klaver for en af vores patienter ind imellem. Så vi er åbne for at undersøge de muligheder, som kan give mening for vores patienter – og som samtidig kan give de musikalske elever en god oplevelse og erfaring, siger Mette Skjærbæk Svane.