Foto: Agata Lenczewska-Madsen

13-10-2017

Relationsopbyggelse, inspiration og videndeling var formålet, da Urinvejskirurgi inviterede personalet fra de praktiserende læger i Viborg Kommune inden for til et arrangement forleden.

Praksispersonalet kunne til arrangementet høre om, hvordan medarbejderne fra de kirurgiske afdelinger i Viborg arbejder med udvalgte patientgrupper. Der var særligt fokus på patienter med vandladningsproblemer, prostatakræft og hæmorider.

- Idéen til arrangementet opstod i forbindelse med vores arbejde med patienter med vandladningsproblemer. Det er en patientgruppe, som i større grad kan udredes og behandles i i den almene praksis. Derfor ville vi gerne dele vores viden og redskaber med praksispersonalet, så de er klædt bedre på, når de møder disse patienter, siger Rikke Degn, der er forløbskoordinator og kvalitetsansvarlig sygeplejerske i Urinvejskirurgi.

- De praktiserende læger har en rigtig stor opgave med at sikre, at det er de rigtige patienter, der kommer ind til os her på hospitalet, og at det samtidig er de rigtige patienter, som bliver udredt og behandlet hos dem selv i praksis. Derfor tror vi på, at det kan være til gensidig glæde for begge parter at mødes, ligesom dette arrangement var et eksempel på, supplerer Helle Skytte Andersen, der er oversygeplejerske i afdelingerne Urinvejskirurgi, Karkirurgi og Mave-, Tarm- og Brystkirurgi.

Privatfoto

Beslutningsstøtte-redskaber kan bruges både i praksis og på hospitalet

De kirurgiske afdelinger på Regionshospitalet Viborg har et tæt samarbejde og idéudveksler på tværs af afdelingerne. Alle afdelingerne arbejder fokuseret med at inddrage patienterne i egen udredning og behandling. Derfor har afdelingerne udviklet forskellige beslutningsstøtte-redskaber, der kan hjælpe både patienter og medarbejdere før, under og efter deres behandling. Disse redskaber blev præsenteret og udleveret til arrangementet, da de med fordel kan anvendes hos de praktiserende læger, fortæller Rikke Degn der tidligere har arbejdet i almen praksis.

Urinvejskirurgisk Klinik ser cirka 20 patienter med vandladningsproblemer om ugen og  gennemsnitlig har syv til ni patienter ikke udfyldt det tilsendte væske-vandladningsskema korrekt. Derfor har Urinvejskirurgi som et nyt tiltag lavet en film, der visuelt forklarer, hvordan patienterne skal forberede sig - før de kommer på hospitalet. Filmen bliver nu sendt ud til patienterne via et link i deres indkaldelse sammen med forberedelsesskemaet.

Urinvejskirurgi håber, at filmen og videndelingen om udredning og behandling af vandladningsproblemer, kan klæde praksis bedre på til at håndtere denne patientgruppe i større grad end tidligere og derved reducere antallet af patienter med vandladningsproblemer i klinikken.

Privatfoto

Positiv respons fra deltagerne

Det var primært praksissygeplejersker, der deltog i arrangementet. Deltagerne gav udtryk for, at programmet var godt og relevant. Der var kun positive tilbagemeldinger efter arrangementet. Indholdet var nyt for mange af dem, og de glædede sig til at komme tilbage til praksis og fortælle om, hvordan der bliver arbejdet på patientens præmisser på hospitalet.

- Nu har vi mødt hinanden, og så kan vi jo håbe, at det giver anledning til et lettere og tættere samarbejde i fremtiden til gavn for patienterne, men også til gavn for både praksispersonalet og os her på hospitalet, siger Rikke Degn afslutningsvist.