Træning med virtual reality-udstyr kan ikke erstatte anden rehabilitering, men som ekstra træning er det lige så effektivt som ekstra fysio- og ergoterapi. Det viser ny forskning fra Regionshospitalet Hammel Neurocenter og Aarhus Universitet. Studiet er udført på 120 patienter med behov for at genoptræne armens, håndens eller fingrenes funktioner efter et slagtilfælde.

23-11-2017

En blodprop eller en blødning i hjernen efterlader mange patienter med lammelse i armen og hånden – og dermed et behov for genoptræning. Traditionelt er patienterne blevet behandlet med fysioterapi og ergoterapi, men de senere år har specialfremstillet virtual reality-udstyr budt på nye muligheder for genoptræning.

I et netop afsluttet forskningsprojekt dokumenterer lektor i neurofysioterapi, ph.d. Iris Brunner, at virtual reality-træning og konventionel fysio- og ergoterapi virker lige godt som tillægstræning til anden rehabilitering. Iris Brunner er ansat på Aarhus Universitet / Regionshospitalet Hammel Neurocenter.

På patientens præmisser

120 patienter deltog i projektet. De havde alle haft et slagtilfælde op til 12 uger før og var indlagt til rehabilitering. Den ene halvdel af patienterne supplerede den grundlæggende træning med ekstra fysio- og ergoterapi – den anden halvdel med virtual reality-træning (skærm, handsker med sensorer til at spille forskellige spil, hvor patienten skulle bevæge armen, hånden og fingrene). Udstyret kunne indstilles i forhold til patientens formåen.
Patienterne deltog i fire-fem træningssessioner om ugen. Hver session strakte sig over en time, og det samlede behandlingsforløb var på fire uger. Funktionen i deres arm, hånd og fingre blev målt, da de blev begyndte træningsforløbet; efter afslutning af forløbet – og tre måneder efter træningsstart.

- Begge patientgrupper viste betydelige funktionsfremskridt. Og der var ingen forskel i de resultater, de to grupper opnåede. Det fortæller mig, at valg af genoptræningsmetode kan ske efter, hvad patienten foretrækker og motiveres af, siger Iris Brunner, som oprindelig er uddannet som fysioterapeut.

Perspektiver

Motivationen har stor betydning for, hvor langt patienten kan komme med sin træning. Iris Brunner forudser, at virtual reality-træning kan indgå i genoptræningsforløbet som et motiverende supplement til konventionel fysio- og ergoterapi.
- Fremtidige studier bør desuden undersøge, om virtual reality-træning kan foregå hjemme hos patienten – så tid og penge til transport kan spares, foreslår hun.

Fakta om forskningsprojektet:

Forskningsarbejdet er netop publiceret i det videnskabelige tidsskrift Neurology, som American Academy of Neurology står bag. Se abstractet her.

Forskningsarbejdet er udført i samarbejde mellem Hammel Neurocenter og tre andre institutioner for rehabilitering i Norge og Belgien. Universitet i Bergen, Norge, har organiseret studiet.
Forskningsprojektet har fået støtte af det norske forskningsråd; Region Midtjyllands sundhedsvidenskabelige forskningsfond; de regionale sundhedsmyndigheder i Vestnorge, den norske efteruddannelsesfond for fysioterapeuter – og Danske Fysioterapeuters forskningsfond.

Fotos: Privat

Pressekontakt

Kommunikations- og sekretariatschef
Kristine Stange
Tlf.: 7844 1111 
Mobil: 5183 6020
Send mail

Kommunikationskonsulent
Susanne Munch Overgaard
Tlf.: 7844 1113 
Mobil: 5183 6010
Send mail


Øvrige medarbejdere i Kommunikation