Yngre læger i Medicinsk Afdeling og Hjertesygdomme har i fællesskab indstiftet prisen ”Årets Inspirator”. Prisen uddeles en gang om året til en af de to afdelingers speciallæger, som i særlig grad bidrager til at inspirere, motivere og støtte yngre læger i deres videreuddannelse.

13-12-2017

Fotos: Agata L.-Madsen, Hospitalsenhed Midt

Den første modtager af prisen blev afdelingslæge Eric Steen Nielsen fra Hjertesygdomme. Afsløringen fandt sted forleden ved en velbesøgt fælles morgenkonference for de to afdelingers læger. Forinden havde de yngre læger stemt om og begrundet deres kandidatvalg.

- Vi værdsætter alle vores seniorkolleger i Medicinsk Afdeling og Hjertesygdomme, så det var en vanskelig opgave, vi stillede os selv. Der blev tæt løb i finalen med tre deltagere, og Eric Steen Nielsen vandt med en enkelt stemme foran nummer to, sagde reservelæge Nikolaj Thure Krarup fra Hjertesygdomme, da han præsenterede Årets Inspirator 2017.

Han afslørede, at de to øvrige finalister var overlægerne Eric Kindt og Tina Gissel – begge Medicinsk Afdeling.

Selvom viljen var til stede, stod det ikke i de yngre lægers magt at tildele Eric Steen Nielsen et anerkendende ”inspirator-løntillæg”. I stedet blev det til diplom og en øl- og portvinsgave garneret med lange klapsalver.

- Jeg kan jo kun gøre arbejdet på min måde i kraft af, at vi har en positiv læringskultur, som alle i vores afdelinger bidrager til, sagde Eric Steen Nielsen i sin tak til kollegerne.

Et par skudsmål for Årets Inspirator:

"Jeg vil gerne indstille Eric Steen Nielsen. Eric tager sig altid god til at yde højt kvalificeret supervision af sine kolleger. Han er utrættelig i sit engagement i at dygtiggøre sig selv og andre. Og er en fantastisk dedikeret læge for sine patienter".

"Min stemme går til Eric Steen Nielsen – ordentlighed, omhu, høj faglig standard, altid hjælpsom … også uden for hans vanlige ambulatorietider! Han er rar, vellidt blandt patienter og kollegaer – what's not to like :-)"

Se også de mange kommentarer/lykønskninger på Regionshospitalet Viborgs Facebook.