Fotoudstillingen ”Mænd er også sygeplejersker” skal gøre op med den stereotype opfattelse af en sygeplejerske. Fotoudstillingen åbner på Regionshospitalet Viborg mandag 12. september kl. 9.00.

07-09-2011

Pressemeddelelsen (pdf)

    Udstillingen, der vandrer landet rundt, portrætterer i foto og tekst en lang række mandlige sygeplejersker i Danmark.


Siden de første 7 mænd blev uddannet sygeplejerske i 1954, har kønsfordelingen blandt sygeplejersker ikke ændret sig voldsomt. I dag er der stadig under 5 % sygeplejersker, der er mænd.

Med en begrænset andel mænd i faget kan det være svært at gøre op med det, som ophavsmændene kalder en stereotyp opfattelse af en sygeplejerske. Samtidig ønsker de to mænd bag udstillingen, at gøre andre mænd opmærksom på sygeplejen som en uddannelsesmulighed.

- Vi har sagt ja til at huse udstillingen, da vi gerne vil sætte fokus på mænd i sygeplejen. Som sygeplejerske har du masser af spændende udfordringer. Det er kompetencerne og ikke kønnet, der afgør, hvordan du udfylder den rolle, fortæller uddannelseskoordinator Lone Geertsen Kolbæk fra Regionshospitalet Viborg.

På Regionshospitalet Viborg og Regionshospitalet Skive er der i alt 19 mænd ud af 980 sygeplejersker. På Regionshospitalet Silkeborg og Regionshospitalet Hammel Neurocenter er der tilsammen 607 sygeplejersker - heraf fire mænd.

Fotoudstillingens ophavsmænd:
Martin Carlson: Fotografi og teknik. Uddannet sygeplejerske i 2002. Kredsnæstformand i Dansk Sygeplejeråd, Kreds Hovedstaden.
Leif Nielsen: Layout og research. Uddannet sygeplejerske i 1992.  Ansat som sygeplejerske på Kardiologisk Laboratorium på Gentofte Hospital.

Tidspunkt: Udstillingen åbnes af Bente Alkærsig Rasmussen, Kredsnæstformand i Kreds Midtjylland, Dansk Sygeplejeråd, mandag 12. september kl. 9.00 i forhallen ved hovedindgangen på Regionshospitalet Viborg. Ved åbningen deltager også sygeplejerske Rasmus Eriksen fra Regionshospitalet Viborg.

Yderligere oplysninger:
Lone Geertsen Kolbæk, uddannelseskoordinator, Regionshospitalet Viborg: tlf.: 7844 1243/ 2965 2596

Mere information: www.mandligesygeplejersker.dk