Børn bliver igen det arbejdsmæssige omdrejningspunkt for 51-årige Maria Brinck Krog. Hun er fra 1. september ansat som oversygeplejerske på børneafdelingen på Regionshospitalet Viborg.

01-09-2011

Hent pressemeddelelsen (pdf)

    Maria Brinck Krog kommer fra en stilling som oversygeplejerske på Gynækologisk-Obstetrisk Afdeling på Regionshospitalet Silkeborg. Fra 2008 og frem til afdelingens nylige fusion med kvindeafdelingen på Regionshospitalet Viborg har hun været den sygeplejefaglige leder og samtidig varetaget funktionen som udviklingssygeplejerske.


Den nye oversygeplejerske på børneafdelingen i Viborg har gennem årene bevist, at hun favner bredt – også inden for pædiatrien (børnesygdomme). Maria Brinck Krog har på Regionshospitalet Silkeborg bl.a. også været leder af børneambulatoriet i en årrække, indtil det lukkede i januar. Som leder af børneambulatoriet samarbejdede hun bl.a. med børneafdelingen på Regionshospitalet Viborg.

Med 12 års ledererfaring ved hun også, at god ledelse ikke kun påvirker medarbejderne, men også afdelingens patienter og pårørende.

- Jeg vægter meget, at der er et godt arbejdsmiljø i en afdeling. Medarbejdernes trivsel har stor indflydelse på mulighederne for at udvikle og sikre kvaliteten i patienternes forløb. Og trivsel for medarbejderne giver også energi til kerneydelsen, som i børneafdelingen er børnene og deres familier, siger Maria Brinck Krog.

Tidligere har hun som sygeplejerske også været beskæftiget med anæstesi (bedøvelse) og har inden for det speciale et kendskab til børn som patienter. Maria Brinck Krog har som projektleder også arbejdet med sundhedsfremme og forebyggelse blandt børn og unge – et af de felter, der prioriteres højt på børneafdelingen i Viborg.

I jobbet som oversygeplejerske får Maria Brinck Krog sammen med ledende overlæge Lars G. Hansen det overordnede ledelsesansvar for børneafdelingen. Oversygeplejersken er hovedansvarlig for sygeplejen i afdelingen.

Maria Brinck Krog bor i Silkeborg med sin mand. De har to voksne børn på henholdsvis 18 og 21 år. Når hun i fritiden tager en pause fra det professionelt sundhedsfaglige, er det med sunde interesser som kajak, fitness, cykling og vandreture.

Fakta om børneafdelingen
Børneafdelingen på Regionshospitalet Viborg består af fire afsnit – et neonatalafsnit for for tidligt fødte og syge nyfødte, et sengeafsnit, en børnemodtagelse og et børneambulatorium.
Årligt har børneafdelingen ca. 5.300 indlæggelser og ca. 7.500 ambulante besøg. Afdelingen har 156 medarbejdere.