Børn kan få stillet diagnosen på deres lodne krammedyr på Bamsehospitalet. De kan se på cirkusdyr og møde hospitalsklovne – og til sidst fyldes hele Cirkus Benneweis’ telt med børn og familier med tilknytning til Børneafdelingen på Regionshospitalet Viborg.

13-06-2012

Børneafdelingen på Regionshospitalet Viborg arrangerer ”Bamsehospital og åbent cirkus”. Alle børn – inklusive forældre og syge tøjdyr er velkomne onsdag den 20. juni fra kl. 14 på Dyrskuepladsen, Fabrikvej i Viborg. Der er gratis adgang for alle.


En dalmatinerhvalp får reddet poten i 2010.

Børneafdelingen glæder sig til igen at åbne Bamsehospitalet, hvor børn kan få tilset sløje eller syge tøjdyr af en rigtig læge eller sygeplejerske. Det er personale, der til daglig arbejder på Børneafdelingen på Regionshospitalet Viborg, der bemander Bamsehospitalet, og det giver nogle helt særlige fordele for både børn og ansatte.

- Bamsehospitalet er virkelig en måde, vi kan skabe en god kontakt med børnene på. Vi snakker med børnene om tøjdyrets sygdom, der til forveksling ligner noget, de selv har fejlet. Det er en helt unik mulighed for os til at tale med børn om fx en ubehagelig oplevelse eller bare til at få gjort hospitalsverdenen mindre farlig. Det kan nedbryde mange barrierer, når bamsen er patienten, fortæller arrangementets koordinator Marianne Eg, der er klinisk sygeplejespecialist på Børneafdelingen.

Cirkus for Børneafdelingens faste patienter
Børneafdelingens sædvanlige hjælpere, hospitalsklovnene Petunia og Fru Ib, er selv sagt med til hele arrangementet – og hvem ved, måske de kommer til at optræde i en rigtig manege om aftenen. Børneafdelingen har nemlig alle sæder i Cirkus Benneweis til rådighed.

Cirkus Benneweis’ forestilling kl. 18 er købt til det formål at invitere de børn, der har tilknytning til Børneafdelingen qua deres sygdom. Logepladserne er fx reserveret til børn i kørestol, og billetterne er udbudt på den måde, at børn med længerevarende tilknytning til Børneafdelingen har fået tilbud billetter først – dernæst andre børn med relation til Børneafdelingen.

- Når Børneafdelingen årligt lægger så mange kræfter i et stort arrangement, er det for at give en god oplevelse til alle de børn fra Viborg, Silkeborg og Skive kommuner, der har tilknytning til os. Samtidig kan vi vise andre børn, at det med hospitalet ikke behøver være farligt – hverken for deres bamse eller for dem selv. Og vi er meget taknemlige for, at en lokal fond giver os en økonomisk mulighed for at få denne kontakt til børnene, forklarer oversygeplejerske Maria Brinck Krog fra Børneafdelingen på Regionshospitalet Viborg.

Pengene til drift af tøjdyrshospitalet og til køb af en hel cirkusforestilling kommer fra den lokale Agathe Fonden, og det er 5. gang Børneafdelingen får doneret penge til større arrangement i Viborg.

Se hele pressemeddelelsen (pdf)

Seinvitationskort til cirkus- og bamsedag (pdf)

Download foto til brug i forbindelse med omtale.
Foto: Regionshospitalet Viborg
Bamsehospitalet i funktion i 2010.