15-08-2012

Tirsdag den 14. august besøgte statsminister Helle Thorning-Schmidt Diagnostisk Center i Silkeborg.

Besøget var arrangeret gennem Socialdemokraternes partiforening i Silkeborg, da Helle Thorning-Schmidt havde ønsket at se, hvordan Diagnostisk Center arbejder med hurtige og effektive patientforløb. Statsministeren blev budt velkommen af hospitalsledelsen sammen med formand for Region Midtjyllands hospitalsudvalg, Carl Johan Rasmussen (S) og regionsrådsmedlem Anders Kühnau (S) og centerledelsen ved Diagnostisk Center.

Det må være den rigtige måde
Besøget begyndte med et kort oplæg, hvor ledende overlæge i Diagnostisk Center, Ulrich Fredberg, fortalt om baggrunden for centeret og de overordnede linjer i arbejdet med udvikling af optimale patientforløb.
Efter den korte introduktion fik Helle Thorning-Schmidt mulighed for at komme ud i hospitalets klinikker og høre fra både læger og sygeplejersker, hvordan patientforløbene helt konkret tilrettelægges. I Tværfaglig Dagklinik fortalte overlæge Vera Haahr om udredningsforløb for
patienter, hvor der er mistanke om alvorlig sygdom. Også klinikkens forløbskoordinatorer forklarede en både engageret og imponeret statsminister, hvordan de fungerer som omdrejningspunkt for patientens undersøgelser, så hele forløbet er samlet omkring én kontaktperson for patienten.
- Det er rigtigt spændende at høre, hvordan det rent praktisk foregår i virkeligheden, og det her må være den rigtige måde at gøre det på, hvis vi skal gøre det bedste for patienterne. Jeg tænker på, hvis jeg selv var patient, og så ville det være rigtigt rart, at man har én person, der hjælper en. Udover den hurtige udredning og behandling, så må det give en stor tryghed for patienterne, som jo er i en situation, hvor de er bekymrede for deres sygdom, sagde Helle Thorning-Schmidt.

Inspirerende besøg
Efter besøget i Tværfaglig Dagklinik fulgte en tur i ”Hjertekammeret”, hvor overlæge Jørgen Buhl og overlæge Lone Deibjerg fortalte om sammedagsudredning af hjertesygdomme, hvor undersøgelserne pakkes således, at patienten på én og samme dag kan blive undersøgt og få en diagnose – og dermed også enten får afkræftet en bekymring eller hurtigt kommer i behandling.
Bagefter fortalt overlæge Henning Gleerup om patientforløbene inden for mave- og tarmsygdomme, hvor patienterne kan tilses hurtigt og ambulant i en dagklinik, hvilket reducerer indlæggelsesdage og samtidig også mindsker ulemperne for patienten og oplevelsen af at være syg.

- Der er ingen tvivl om, at I gør noget rigtigt, og det er rigtigt spændende at opleve jeres indstilling til patienterne, som så hurtigt bliver taget hånd om – det har været meget interessant og inspirerende at se, sagde Helle Thorning-Schmidt.


Helle Thorning-Schmidt sammen med overlæge Vera Haahr fra Tværfaglig Dagklinik.



Overlæge Jørgen Buhl forklarer, hvordan man i den hurtige udredning af hjertesygdomme blandt andet bruger 3D-scanningsbilleder af hjertet.


Overlæge Henning Gleerup viser statsministeren det kamera, som patienten skal sluge, så der på den måde kan tages billeder af hele tarmsystemet, hvilket kan give en hurtigere diagnose af en eventuel tarmsygdom.