Overvægtige børn og unge i Viborg, Silkeborg og Skive Kommuner kan nu henvises til et særligt, individuelt forløb på Børneafdelingen i Viborg – et tilbud, der er det første af sin slags i Region Midtjylland.

18-09-2012

Motivationssamtaler, aktivitetskemaer, kokkeskole, idrætstilbud, gruppesamtaler og selvfølgelig kontrolbesøg hos læge og sygeplejerske. Det er en del af indholdet i det behandlingstilbud, som Børneafdelingen på Regionshospitalet Viborg tilbyder.



Til at starte ambulatoriet for overvægtige børn og unge bruger Børneafdelingen erfaringerne fra ROS-projekterne (2010 – 2011). ROS står for ”Rund og Sund” - et projekt for børn og unge med overvægt i samarbejde med Viborg Kommune og Viborg Idrætsråd.

- Med erfaringen har vi skabt det, vi mener, er det optimale tilbud, hvis børn skal tabe sig – og bevare vægttabet. Overvægt kan vi ikke behandle med medicin. Det kræver både en kostomlægning og en adfærdsændring. Derfor involverer tilbuddet ikke kun vores læger og sygeplejersker. Vi har også tilknyttet en diætist og en psykolog, som begge har stor erfaring med overvægtige børn og unge, fortæller Lars G. Hansen, der er ledende overlæge på Børneafdelingen på Regionshospitalet Viborg.

Behandlingstilbuddet for overvægtige børn og unge på Børneafdelingen på Regionshospitalet Viborg kaldes fortsat ROS. Men nu står det for Rask og Sund, da dette er målet for behandlingstilbuddet.

Tilbud i Viborg, Silkeborg og Skive Kommuner
I den østlige del af Danmark findes en enhed for overvægtige børn på Holbæk Sygehus. Nu skaber Børneafdelingen i Viborg det første større strukturerede tilbud i Region Midtjylland til børn og unge med overvægt.

Børneafdelingens ambulatorium for børn og unge med overvægt startede indledningsvis som et tilbud i Viborg Kommune fra den 1. maj 2012. Behandlingstilbuddet udbredes nu til foreløbig Silkeborg og Skive Kommuner. Børneafdelingen arbejder på at kunne udvide behandlingstilbuddet til andre i regionen - med sigte på et vestdansk center for børn og unge med overvægt.

- I Viborg har vi kontakt til det lokale idrætsråd, der tilbyder et ugentligt sportstilbud specielt for børn og unge i vores forløb. Det er vigtigt for børnenes succes, at de kan dyrke sport med ligesindede, og det tilbud vil vi ligeledes forsøge at få i stand med Silkeborg og Skive Kommuner, siger Lars G. Hansen.

Forældrene skal involvere sig
Erfaringer fra de tidligere ROS-forsøg viser også, at hvis børn og unge skal sikres et varigt vægttab, skal forældrene med i kampen. I Børneafdelingens nye ROS-tilbud er familiens og forældrenes engagement ikke kun et vigtigt element – det er et krav.

- Det unikke er netop, at vi tilbyder et individuelt behandlingsforløb baseret på det enkelte barns situation og i høj grad inddrager barnets familie. Barnets og forældrenes motivation skal passe sammen, og ofte vil forældrenes adfærd være en vigtig brik. Forældrene skal fx også vejes løbende, fortæller klinisk sygeplejespecialist Marianne Eg fra Børneafdelingen.


De ledende kræfter bag Børneafdelingens ambulatorium for overvægtige børn og unge. Fra venstre ledende overlæge Lars G. Hansen, klinisk sygeplejespecialist Marianne Eg og oversygeplejerske Maria Brinck Krog.