Regionshospitalet Viborg indfører ny metode for kejsersnit, som gavner både mor og barn.

29-08-2013


Charlotte Jokumsen og Michael Tarento fra Viborg fik som de første på Regionshospitalet Viborg mulighed for at prøve en ny form for kejsersnit. Den nye praksis giver blandt andet mor og barn mulighed for at mærke hinanden med det samme, ligesom den giver en god begyndelse til amningen, mener jordemoder Kirsten Nordby (til højre).

Tættere kontakt mellem mor og barn, bedre ammestart og et varmt, roligt barn.

Der er mange fordele ved at lade mor og barn få tæt kontakt fra første færd, og derfor har Regionshospitalet Viborg nu taget en ny metode for kejsersnit i brug. Fra september indføres muligheden for det såkaldte ”kejsersnit hud mod hud” formelt men allerede onsdag den 28. august blev det første barn bragt til verden på regionshospitalet efter den nye metode. Det betød, at Charlotte Jokumsen selv fik lov til at holde sin lille nye søn som den første.

- Det gør helt klart en forskel at kunne mærke sit barn i stedet for kun at kunne se det, fortæller Charlotte Jokumsen, mens hun ligger med sin og Michael Tarentos få timer gamle søn.

Også parrets første barn kom til verden ved et kejsersnit, og Charlotte Jokumsen er ikke i tvivl om, at den nye metode gjorde oplevelsen markant bedre denne gang.

Tidlig kontakt
Hidtil har fokus i høj grad ligget på at holde tingene sterile og adskilte i forbindelse med et kejsersnit. Det betyder blandt andet, at der ved et traditionelt kejsersnit sættes et højt forhæng op mellem moderens bryst og mave for at skærme af. Barnet trækkes efterfølgende ud i sterilt område og kommer umiddelbart derefter over på et lille børnebord, hvor det bliver pakket i dyne, inden faderen som den første får lov til at sidde med barnet, mens moderen bliver syet sammen igen.

Med den nye metode sænkes forhænget i det øjeblik, hvor barnet kommer til verden, og dermed får både mor og far oplevelsen af at se barnet blive født. Vel at mærke uden et samtidigt kig til moderens indre organer. Derefter bliver barnet omgående lagt op til sin mor, hvor det kan få varmen, mærke trygheden og begynde sin søgen efter brystet.

- På den måde sikrer man både en god tidlig kontakt mellem mor og barn og giver amningen en optimal begyndelse, forklarer jordemoder Kirsten Nordby, som var med ved det første hud mod hud-kejsersnit i Viborg.

Mens mor og barn knytter bånd, bliver forhænget atter hejst op, inden moderen bliver syet sammen igen, uden at der dermed bliver gået på kompromis med de sterile krav.


For Charlotte Jokumsen var det en god oplevelse at se sit barn blive født og få lov til at holde sin nyfødte søn som den første. For to og et halvt år siden fik hun og Michael Tarento deres første barn efter et akut kejsersnit, men denne gang var oplevelsen meget bedre, mener parret.

Roligere barn og gladere forældre
Jordemoder Kirsten Nordby var ellers umiddelbart temmelig skeptisk over for den nye metode.

- Jeg tænkte egentlig lidt, at det var noget pjat, erkender hun.

Alligevel var både hun og kollegerne med på ideen, da anæstesioverlæge Jens Ole Dich Nielsen foreslog at tyvstarte den praksis, som officielt indføres på Regionshospitalet Viborg midt i september. Og oplevelsen har overbevist Kirsten Nordby om, at der er fornuft i den nye metode, som allerede praktiseres på enkelte andre danske hospitaler.

- Det kan helt klart betyde et roligere barn og give forældrene en bedre oplevelse af kejsersnittet, mener Kirsten Nordby.

Også de nybagte forældre Charlotte Jokumsen og Michel Tarento er begejstrede for den nye form for kejsersnit. Deres første barn blev født ved akut kejsersnit for to og et halvt år siden, og dengang følte Charlotte Jokumsen sig en smule snydt for den første kontakt med sin nyfødte. Derfor havde hun håbet på en almindelig fødsel denne gang men måtte altså i stedet indstille sig på et planlagt kejsersnit.

- Men på den her måde var det lidt som en mellemløsning. Godt nok var det kejsersnit, men jeg fik stadig lov til at få ham op og mærke ham med det samme. Så det var rigtig dejligt og gjorde en stor forskel for os, fortæller Charlotte Jokumsen, mens hun ligger hud mod hud med sin få timer gamle dreng.
 
Den nye metode ventes formelt taget i brug midt i september og vil som udgangspunkt kunne benyttes i forbindelse med ukomplicerede kejsersnit, hvor man ikke har forventning om sygdom hos mor eller barn.