I denne uge starter "Kendt Jordemoderordning" i Silkeborg, Møldrup, Bjerringbro. Gravide herfra, der skal føde på Regionshospitalet Viborg, vil blive tilbudt ordningen - uanset om de er første- eller flergangsfødende.

12-09-2013



Hent pressemeddelse (pdf)

"Kendt Jordemoderordning" betyder, at de gravide bliver tilknyttet et team på 2-3 jordemødre. Teamet er altid repræsenteret, når de gravide er til graviditetskonsultation, fødsels- og familieforberedelse, og når de gravide skal føde og efterfølgende have barselsbesøg.

- De gravide tilknyttes automatisk et jordemoderteam, når vi modtager henvisningen fra deres praktiserende læge. Vi tror på, at det giver en bedre mulighed for at støtte og give tryghed både før, under og efter fødslen. I fx Silkeborg har der tidligere været ordninger i stil med det, vi starter op nu, og vi har taget mange erfaringer med derfra, fortæller chefjordemoder Karen Marie Nielsen fra Hospitalsenhed Midt, hvor der på Fødegangen på Regionshospitalet Viborg hjælpes børn til verden fra Viborg, Silkeborg og Skive kommuner.

De kendte jordemoderteams er lokalt forankret i Bjerringbro, Møldrup, Silkeborg, og herudover er der et enkelt team i Skive. I Skive-området er det dog sådan, at "Kendt Jordemoderordning" kun er et tilbud til hver tredje af de gravide.

- Vi arbejder på, at det senere også kan blive et tilbud til alle gravide i Skive. Det vil vi rigtig gerne, men foreløbig har vi på grund af vores kapacitet været nødt til at udvælge nogle områder. Når vi har erfaringer herfra, håber vi, at det også vil være muligt at give tilbuddet til gravide i Viborg, Karup og hele Skive-område, siger chefjordemoder Karen Marie Nielsen.