Regionsrådets første-næstformand, Bente Nielsen, sørgede for festlig indvielse af det nye parkeringshus.

28-03-2015

- Det var en sej følelse at køre gennem det røde indvielsesbånd som den første gæst i Regionshospitalet Silkeborgs nye p-hus.

Det indrømmede regionsrådets første-næstformand, Bente Nielsen, da hun klokken lidt over 12 fredag den 27. marts stod på talerstolen i en historisk tom skal af et parkeringshus. Kort forinden havde hun i sin flagsmykkede bil og med tre høje dyt udført den symbolske indvielseshandling, der fra det ene øjeblik til det andet øgede Regionshospitalet Silkeborgs parkerings-kapacitet med 338 parkeringspladser.

Dyt, dyt! Bente Nielsen blev den første gæst i parkeringshuset ved Regionshospitalet Silkeborg.

Selve indvielsen fandt sted on location i parkeringshuset - mens det endnu var muligt at komme til for biler.

- Med det nye parkeringshus håber vi i regionsrådet, at der bliver god parkeringsplads for både patienter og medarbejdere. Naboerne i området ser sikkert også frem til at blive "aflastet", sagde Bente Nielsen.

Hun glædede sig over, at Regionshospitalet Silkeborg om kort tid også vil tilgodese cyklister med bedre parkeringsforhold. Så det alt i alt bliver lettere at komme til hospitalet.

 

Bente Nielsen, regionsrådet.

 

Balance på energi-regnskabet

Bente Nielsen havde rosende ord til totalentreprenøren CASA, som har bygget parkeringshuset på bare 10 måneder.

- I kom med det bedste tilbud, og det glæder mig, at I også har tænkt miljøet ind i byggeriet med solceller til at drive lys, skilte og ventilation, sagde hun.

CASAs projektchef på byggeriet, Christian Falstrup Sørensen, var også i sin tale inde omkring det grønne miljø. Han fremhævede, at parkeringshusets solcelleanlæg kan dække hele p-husets energibehov.

- Da jeg kom her første gang, havde jeg svært ved at forestille mig, hvordan der skulle blive plads til vores store hus på denne lille grund. Men det lykkedes - blandt andet fordi naboerne har været så tålmodige, sagde han.

Christian Falstrup Sørensen fra CASA.

Christian Falstrup Sørensen udtrykte også stor tak til sine tekniker-kolleger på Regionshospitalet Silkeborg, som han roste for at kunne løse alle problemer på ingen tid.

CASA har opført parkeringshuset som totalentreprenør i et offentligt-privat partnerskab (OPP). I dette samarbejde skal CASA stå for driften af parkeringshuset de næste 20 år - og han udråbte et "tre gange hurra og så det lange" for det fremtidige samarbejde. Råbene fik dyb klangbund mod den hårde beton i det endnu biltomme hus.

 

P-huset bliver et vendepunkt

Sygeplejefaglig direktør Tove Kristensen trak kort en linje til de kaotiske parkeringsforhold, der har hersket ved Regionshospitalet Silkeborg specielt siden juni sidste år, da man måtte ofre 150 parkeringspladser for at skaffe plads til parkeringshuset. Tre-timers-parkering for patienterne og personaleparkering ved Silkeborg Sportscenter cirka en halv kilometer fra hospitalet var hård kost.

Tove Kristensen, hospitalsledelsen.

- Jeg ser indvielsen af parkeringshuset som et vendepunkt. Jeg ser det også som en fremtidssikring af Regionshospitalet Silkeborg. Tak til CASA, som vi kun har hørt rosende omtalt fra vores teknikere. Tak til vores rådgivere. Tak til regionsrådet, som har ydet støtte til at realisere byggeriet. Og sidst, men ikke mindst: Tak til patienter og personale, som har måttet gennem en svær tid. Nu kommer belønningen - jeg ønsker jer til lykke og håber, I bliver glade for parkeringshuset!

 

Efter indvielsen var der varm kaffe og kransekage i forhallen.

 

Et historisk billede. Displayet viser 338 tomme pladser umiddelbart inden indvielsen.

 

Frem til onsdag den 1. april er der gratis parkering ved Regionshospitalet Silkeborg. Herefter er der betalingsparkering i døgndrift året rundt.