Hanne Dalsgaard er den nye ortopædkirurg i centerledelsen for ”Center for Planlagt Kirurgi”, Regionshospitalet Silkeborg.

01-04-2015

Center for Planlagt Kirurgi på Regionshospitalet Silkeborg gennemfører 15. juni et generationsskifte i den ene af centrets to stillinger som ledende overlæge. Det drejer sig om den ledende ortopædkirurgiske overlægestilling, som Hanne Dalsgaard overtager efter Søren Søndergaard Mikkelsen. Han fortsætter efter eget ønske som overlæge med kliniske opgaver i centret.

 

Hanne Dalsgaard (privatfoto).

 

Fra cv’et

Hanne Dalsgaard er 50 år. Hun kommer fra en stilling som viceklinikchef med forløbsansvar ved Klinisk Diagnostik på Aalborg Universitetshospital.

Den lægelige uddannelse har hun fået på hospitalerne i Aalborg og Aarhus. Hun fik autorisation som speciallæge i 2002 i ortopædisk kirurgi og udbyggede denne med håndkirurgi i 2005. I 2014 blev hun færdig med sin Master of Public Governance, MPG, ved Aalborg Universitet.

Hanne Dalsgaard fik sin første stilling som overlæge i 2006 ved Vejle Sygehus' håndsektor - en stilling hun havde, indtil hun tog til Aalborg i 2013.

Hun har været postgraduat klinisk lektor ved Syddansk Universitet og Den Lægelige Videreuddannelse og uddannelsesansvarlig overlæge. Hun er fortsat inspektor under Sundhedsstyrelsen og ekstern surveyor for IKAS. Hun har også haft tillidshverv under Yngre Læger og Foreningen af Speciallæger.

 

Chef for 700 ansatte

Center for Planlagt Kirurgi rummer både det ortopædkirurgiske og det anæstesiologiske speciale. I centrets tredelte ledelse kommer Hanne Dalsgaard til at arbejde tæt sammen med ledende overlæge Peter Toft, som er anæstesiolog, og oversygeplejerske Mette Fjord Nielsen.  Sammen har de tre medlemmer af centerledelsen det overordnede ledelsesansvar for Center for Planlagt Kirurgi med 700 ansatte, 45 ledere og fire funktionsledelsesområder.

 

Visionerne

Center for Planlagt Kirurgi får i Hanne Dalsgaard en leder, der tænder på opgaver med elementer af strategisk og organisatorisk planlægning - og hun brænder for ledelse, kvalitets- og personaleudvikling, uddannelse, tværfagligt samarbejde og et godt arbejdsmiljø. Hun karakteriserer sig selv som en udpræget teamspiller.

- Jeg ser frem til sammen med mine kolleger i centerledelsen at stå i spidsen for et team af fagligt dygtige, dedikerede og nytænkende medarbejdere. Patientinddragelse og øget fleksibilitet på hospitalerne kommer øverst på den sundhedsfaglige dagsorden i årene fremover - to opgaver, der naturligt peger mod hinanden. Jeg glæder mig til i et bredt samarbejde at løfte disse opgaver ind i den kliniske verden, siger Hanne Dalsgaard.

Hanne Dalsgaard er gift. Hun bor på en landejendom uden for Horsens med katte, heste, høns og broholmer. Her slapper hun af, lader op og får nye ideer ved at være ude og "ordne ting".

 

Hent pressemeddelelse (pdf).