Regionshospitalet Viborg står bag et nyt koncept, hvor konsultationer med overvægtige børn og unge er rykket ud under åben himmel. Her går konsultationer og løbetræning hånd i hånd. Tirsdag den 26. maj er en milepæl for både børnene og konceptet, når de overvægtige børn og unge deltager i et stort motionsløb.

22-05-2015

Den traditionelle konsultation i et ambulatorium på hospitalet er for en gruppe overvægtige børn og unge skiftet ud med gruppekonsultationer udendørs, mens deltagerne samtidig motionerer. Siden 2010 har Børneafdelingen på Regionshospitalet Viborg udviklet særlige tilbud til overvægtige børn og unge – og deres familier. Seneste initiativ er dette kombinerede konsultations- og løbehold for 11-15 årige.

På billedet ses børnesygeplejerske Karin Hyldgaard, der står bag etableringen af det nye løbehold. Foto: Agata Lenczewska-Madsen, Hospitalsenhed Midt.

 

- Konceptet for løbeholdet er, at vi skal være fysisk aktive og arbejde med deltagernes motivation samtidig. Det skal være hårdt og sjovt på samme tid. Når vi mødes, er fokus selvfølgelig på løbetræning, men ved opvarmning og udstrækning tager vi også fat i et relevant emne – eksempelvis at modstå fristelser eller håndtere tilbud om usund mad, siger børnesygeplejerske Karin Hyldgaard, som har udviklet det nye koncept på baggrund af flere års arbejde med børn og unges motivation til vægttab, og som finder de børn og unge, der har brug for netop dette tilbud.

Flere forældre deltager også i løbetræningen, og der er plads til at guide deltagerne i forhold til deres niveau. De unge bliver med jævne mellemrum vejet på hospitalet.

Målet er at deltage i stort løb

Løbeholdet blev etableret i februar, og siden da har holdet trænet hårdt for at opnå to mål. Det overordnede mål er, at deltagerne skal tabe sig og ændre livsstil, så de både på kort og lang sigt fastholder et vægttab. Det andet mål er, at deltagerne skal gennemføre det traditionsrige Søndersø-løb, der foregår i Viborg tirsdag den 26. maj. 

- Vi lægger meget vægt på fællesskabet, og at løbeholdet er en gruppe. De unge åbner sig hurtigt op for hinanden, for her møder de andre, der kender følelsen af at give op. Vi kan mærke, at det er motiverende for dem, og at det giver dem blod på tanden at møde andre overvægtige med fysiske og helbredsmæssige udfordringer, forklarer Karin Hyldgaard.

Indsatsen er en succes ifølge nye forskningsresultater

En ny undersøgelse fra Regionshospitalet Viborg viser, at Børneafdelingens arbejde med overvægtige børn og unge generelt giver gode resultater. Statistikken fra 2010 og frem til i dag viser, at af de 165 børn, der har været i forløb på Børneafdelingen, har 74 % af dem har tabt sig, 13 % har uændret vægt og kun 13 % har taget yderligere på.

- Med den viden vi har, er det klart en succes, at langt de fleste taber sig. Men det er også en gevinst, at 13 % af de resterende ikke tager på, da selv et lille vægttab eller vægtstabilitet giver store forbedringer rent sundhedsmæssigt. Vores undersøgelse er en vigtig hjørnesten for vores arbejde, da den giver os et langt bedre grundlag at bygge videre på og en bedre forståelse for, hvad der virker og ikke. Resultaterne viser, at det betaler sig at gøre en indsats for de overvægtige børn og unge, siger Marianne Eg, klinisk sygeplejespecialist og ph.d.-studerende.

Kommunikationen mellem personalet på Regionshospitalet Viborg og deltagerne på løbeholdet foregår via en lukket gruppe på Facebook og ikke via sundhedsvæsnets traditionelle kommunikationskanaler. Deltagerne melder ind til gruppen online, når de har været ude at løbe for dem selv. Børneafdelingens overvægtsteam kan se, at det udfordrer og motiverer børnene. 

 

Hent pressemeddelelse som pdf.