Patienterne skal være i fokus og samarbejdet med kommunerne styrkes. Sådan lyder et par af hovedambitionerne, når Hospitalsenhed Midt 1. november tager imod Henrik W. Bendix som ny kvalitetschef.

08-10-2015

På landsplan udfases Den Danske Kvalitetsmodel, og øverst på dagsordenen for den nye kvalitetschef står derfor indførelsen af en ny kvalitetsdagsorden på hospitalsenhedens fire hospitaler i Viborg, Silkeborg, Hammel og Skive. Tanken er blandt andet at erstatte den hidtidige omfattende registrering og dokumentation med mere målrettede og lokalt tilpassede initiativer, der giver bedre mening for det sundhedsfaglige personale – og kommer patienterne bedre til gavn.

- Jeg glæder mig til at være med til at indføre en ny kvalitetsdagsorden, hvor vi ud over nogle få prioriterede landsdækkende mål får mulighed for at arbejde mere målrettet med lokale initiativer, som fagfolkene kan bakke op om og finde læring i. På den måde kan vi med kvalitets-indsatsen være med til at understøtte, at vores ydelser bliver endnu bedre, siger Henrik W. Bendix.

Tværsektorielt samarbejde i fokus
For Hospitalsenhed Midt er det samtidig vigtigt, at den nye kvalitetschef får sat endnu mere fokus på den store og vigtige opgave, som ligger i samarbejdet med eksempelvis kommuner og praktiserende læger – og på at sikre endnu bedre patientforløb på tværs af sektorerne.

- Det er Henrik W. Bendix den helt rette til. Han har en baggrund i udvikling og innovation, og de kompetencer vil uden tvivl komme både vores medarbejdere og patienter til gavn, vurderer administrationschef Tine Joensen.

Baggrund i innovation
Henrik W. Bendix er 61 år, oprindeligt uddannet cand.scient.pol. og har en ph.d. i organisation fra Handelshøjskolen i København.

Og så kender den nye kvalitetschef allerede Region Midtjylland og de regionale hospitaler godt. Aktuelt kommer han fra en stilling som chefkonsulent i regionens Koncern HR. Og inden da var han i seks år leder af det nu afviklede MidtLab, som har haft til opgave at hjælpe regionens institutioner med innovative tiltag som brug af ny teknologi, ny organisering eller nye arbejdsprocesser.  

Hent pressemeddelelsen som pdf her.