Regionshospitalerne i Viborg og Silkeborg er Danmarks bedste på otte specifikke behandlingsområder inden for blandt andet brystkræft. De otte førstepladser kommer oven i priserne som Danmarks bedste mellemstore og mindre hospitaler, som blev tildelt Viborg og Silkeborg torsdag.

14-12-2015

Blandt de mange delresultater, som lægetidsskriftet Dagens Medicin er kommet frem til i analysen af hospitalernes behandlingskvalitet, placerer de to hospitaler sig på otte områder som "danmarksmestre" med landets bedste score.

Regionshospitalet Viborg er Danmarks bedste til:

  • fjernelse af livmoder (hysterektomi)
  • behandling af tidlige graviditetskomplikationer og abort
  • operation for udposning på legemspulsåren (abdominalt aortaaneurisme) (delt førsteplads)
  • brystkræft-kirurgi (delt førsteplads)
  • patologisk analyse af brystkræft
  • dialysebehandling

Regionshospitalet Silkeborg er Danmarks bedste til:

  • behandling af hjertesvigt (delt førsteplads)
  • lindrende (palliativ) behandling af kræftpatienter (delt førsteplads)

Hovedvægten bag kåringen som Danmarks Bedste Hospital ligger med 80 procent på Dagens Medicins analyse af behandlingskvaliteten.

- Det er opmuntrende at gennemgå det omfattende talmateriale, hvor Dagens Medicin sammenligner behandlingskvaliteten på landets hospitaler. Hospitalerne i Viborg og Silkeborg klarer sig generelt rigtig godt, og det er glædeligt i sig selv. Men selvfølgelig er vi stolte på medarbejdernes vegne over de i alt otte førstepladser ud af 35 mulige, siger hospitalsdirektøren for de to hospitaler, Lars Dahl Pedersen.

Dobbelt-stærke til brystkræft
Han peger som eksempel på området for brystkræft, der i realiteten er en dobbelt-sejr med førsteplads både til den kirurgiske indsats og den patologiske analyse. Her har Kirurgisk Afdelings Mammacenter og Patologisk Institut et velfungerende samarbejde på tværs af afdelinger og faggrupper på et kritisk tidspunkt i patientens behandling. Den patologiske analyse skal nemlig foregå, mens patienten er på operationsbordet. Resultatet er udslagsgivende for, hvor mange og hvilke lymfeknuder kirurgen skal fjerne fra patientens armhule.

Pr. årsskiftet samles både kirurgisk behandling og patologisk analyse af brystkræft for hele Region Midtjyllands midt- og vestjyske område på Regionshospitalet Viborg.
- Vi er glade for at kunne tilbyde vores nye patientgruppe fra det vestjyske område et behandlingstilbud af dokumenteret høj kvalitet, siger Lars Dahl Pedersen. Han tilføjer, at Hospitalsenheden Vest, som står for opfølgende stråle- og kemobehandling til brystkræftpatienterne, også leverer behandlingskvalitet til en førsteplads i Dagens Medicins store analyse.

Se flere delresultater i vedhæftede faktablad om Danmarks Bedste Hospitaler i Viborg og Silkeborg.

fotos: Agata Lenczewska-Madsen

Hent pressemeddelelse (pdf).