Inden undersøgelsen tjekker hjertelægen, at patientens pacemaker kan tåle at blive MR-skannet. Og det kan langt de fleste.

17-09-2015

MR-skanning har indtil for relativt nylig været lukket land for patienter med pacemaker. Men risikoen for, at MR-skannerens kraftige magnetfelt skader pacemakeren og dens ledninger, har været overvurderet.

- Med ekstra overvågning af patienten under MR-skanningen og grundige tjek før og efter er der ingen faglige grunde til at afskære patienter med pacemaker fra dette udredningstilbud, siger overlæge, ph.d. Dorthe Svenstrup Møller fra Hjertemedicinsk Afdeling på Regionshospitalet Viborg.

Når en patient med pacemaker skal MR-skannes, sker det i et tæt samarbejde mellem Hjertemedicinsk Afdeling og Billeddiagnostisk Afdeling. Det er Billeddiagnostisk Afdeling, der står for selve MR-skanningen.


Patientens puls og hjerterytme overvåges, mens patienten MR-skannes. fotot: Agata Lenczewska-Madsen

Obs på puls og hjerterytme
Inden patienten overhovedet får en tid til undersøgelse, tjekker hjertelægen i Dansk Pacemaker Register, om patientens pacemaker kan tåle at blive MR-skannet. Dansk Pacemaker Register rummer alle detaljer om, hvad hver enkelt patient har fået indopereret.

På undersøgelsesdagen møder patienten op i Hjertemedicinsk Ambulatorium til tjek og indstilling af pacemakeren inden undersøgelsen. Hjertelægen og en hjertesygeplejerske er med, når patienten bliver undersøgt, for at overvåge puls og hjerterytme, mens der MR-skannes. Efter undersøgelsen tjekkes patient og pacemaker igen i Hjertemedicinsk Ambulatorium - og for at være på den sikre side gentages tjekket en måned efter undersøgelsen.

Den første pacemaker-patient blev MR-undersøgt i Viborg umiddelbart inden sommerferien, og nu har de to afdelinger i fællesskab gennemført knap 10 undersøgelsesforløb.