Personalet på Idrætsklinikken på Regionshospitalet Silkeborg får flere og flere professionelle idrætsfolk til behandling. 

Idrætsklinikken på Regionshospitalet Silkeborg oplever, at flere og flere professionelle idrætsudøvere vælger at blive behandlet på klinikken, når de får en skade.

21-04-2015

Idrætsklinikken på Regionshospitalet Silkeborg har lagt en ny strategi og mener, at klinikken dermed er med til at udfylde et vakuum i det offentlige sundhedsvæsens tilbud til idrætsudøvere, som tidligere oftest har brugt privathospitalerne.

- Vi oplever, at vi er blevet et naturligt førstevalg i både de lokale sportsklubber og idrætsforeninger, men det gælder også regionalt og nationalt, hvor flere af de store anerkendte idrætsorganisationer søger os. Derfor er vi da også stolte af, at den verdenskendte håndboldspiller Kristian Kjelling fra Norge for nylig valgte at blive behandlet hos os, da han fik en skade, siger Kaspar Saxtrup, specialeansvarlig overlæge i Idrætsklinikken, og understreger:

- Vi tilbyder de professionelle idrætsudøvere den samme behandling som de almindelige idrætsudøvere. Vi forskelsbehandler ikke, og man kan ikke komme foran i køen hos os, fordi man tilhører eliten. For alle patienter gælder det dog, at vi kan tilbyde hurtig behandling, da vi har kort ventetid og overholder ventegarantien 100 %. Og vi er da glade for, at de professionelle mener, at vi gør vores arbejde så godt, at de ønsker at blive behandlet hos os.

Antallet af korsbåndpatienter næsten tredoblet
Den stigende interesse for Idrætsklinikken har betydet, at klinikken har formået at fordoble antallet af ambulatorieprogrammer. Og hvis man eksempelvis ser på, hvor mange korsbånd og ledbåndsrekonstruktioner klinikken laver, er det et område, der i dag næsten er tre gange så stort, som det var for bare tre år siden. I 2012 havde Idrætsklinikken 38 korsbåndpatienter og ledbåndsrekonstruktioner mod 67 i 2013 og 115 i 2014. Derudover foretager klinikken minimum 2000 kikkertindgreb årligt og havde i den seneste måling 4551 henvisninger årligt.

Idrætsklinikken på Regionshospitalet Silkeborg har det seneste år undergået en større forandring på mange områder. Klinikken har blandt andet lagt en ny strategi og indført en lang række nye tiltag for at forbedre patienternes oplevelse og forløb i klinikken, der er blandt Jyllands største idrætsklinikker.

Samme læge følger patienten
Patienterne møder samme læge, når de kommer i klinikken. Antallet af forundersøgelser er fordoblet. I ambulatoriet er der ansat flere sygeplejersker og etableret en ny akutlinje for praktiserende læger, der træder i kraft fra maj. Åbningstiden er øget, og det bliver snart muligt at komme i ambulatoriet eftermiddag og aften. Der er udarbejdet en eliteidrætspolitik. Og dette er blot nogle af de nye initiativer, der er udsprunget af den nye strategi.

- Vores målsætning er at være det naturlige førstevalg hos både bredde- og eliteidrætten såvel regionalt som nationalt. Vi lægger vægt på at sikre god service, høj kvalitet og hurtige patientforløb. Vi tror på, at det er faktorer, der spiller ind, når flere og flere professionelle idrætsudøvere vælger at blive behandlet hos os, siger Kaspar Saxtrup.

Idrætsklinikken åbner dørene for alle interesserede
Torsdag den 23. april kl. 15-16 åbner Idrætsklinikken dørene for alle interesserede, hvor der blandt andet er mulighed for at se klinikkens nyistandsatte lokaler. Lokale praktiserende læger, fysioterapeuter, sportsklubber og idrætsforeninger er inviteret og har mulighed for at komme og prøve udstyr som eksempelvis ultralydscanner og scopisøjle. Derudover er det muligt at høre om Idrætsklinikkens arbejde og nye strategi samt at få en dialog med læger og andre fagpersoner fra klinikken. 

Hent pressemeddelelsen som pdf.