Du har fået et kraftigt slag mod næsen, og vi har en mistanke om, at du måske har fået et brud i næsebenet.
Efter et kraftigt slag mod næsen, vil der ofte komme en hævelse, som først aftager efter 3-4 dage.
For at konstateret om der er et brud på næsebenet, skal hævelsen være aftaget.
Du skal ses af en øre-næse-halslæge, som skal lave en ny undersøgelse på dig og eventuelt behandle dig.
Vær opmærksom på
Du skal tage kontakt til en privat praktiserende øre-næse-halslæge efter, at du er blevet udskrevet fra sygehuset, altså samme dag eller den første hverdag efter.
Du skal finde et billede af din næse forfra og fra siden, som den så ud inden bruddet, til øre-næse-halslægen.
Om behandlingen
Hvis du skal behandles, skal det ske inden for en uge. Normalt finder behandlingen sted på 3.- 4. dagen.
Du vil blive informeret om, hvornår du skal behandles.
Hvis det er nødvendigt, at du skal behandles, foretages behandlingen som regel i lokalbedøvelse. Du er altså vågen, men din næse er bedøvet.
Når du kommer hjem
Hvis du får tegn på hjernerystelse i form af at få hovedpine, kvalme, kaste op og/eller blive fjern, skal du straks kontakte din egen læge eller vagtlæge.
Hvis du får feber og/eller din næse bliver mere tilstoppet, skal du straks kontakte din egen læge eller vagtlægen.
Mere information
Du skal bruge håndkøbsmedicin som smertestillende behandling, hvis du har behov for det.
Voksne skal have Paracetamol eller Ibuprofen (evt. samtidigt) ud fra, hvad lægen ordinerer.
Hvis du har tendens til sure opstød eller mavesår, skal du være opmærksom, når du tager Ibuprofen.
Børn skal have Paracetamol ud fra, hvad de vejer, eller efter, hvad lægen ordinerer.
Hvis det håndkøbssmertestillende medicin ikke dækker dine smerter, skal du kontakte din egen læge/vagtlæge.
Hvis vi har fundet det nødvendigt, har du fået en vaccination mod stivkrampe og difteri under dit ophold på hospitalet.
Stivkrampe er en infektionssygdom, der rammer nervesystemet og kan være livstruende. Difteri er en akut infektion.
Forventede bivirkninger
Selve vaccinationen kan give dig rødme, ømhed og hævelse, hvor du er blevet stukket. Du kan også blive lidt utilpas med feber og hovedpine.
Sjældne bivirkninger, der kræver læge
I meget sjældne tilfælde kan der opstå serumsyge. Serumsyge opstår nogle dage efter vaccinationen, og symptomerne på dette er feber, hududslæt, ledsmerter, væskeophobning i kroppen samt hævelse af lymfeknuder og milt.
Hvis du får nogle af disse symptomer, skal du kontakte din egen læge eller vagtlæge.
Få overblik over dine vaccinationer
Du får overblik over dine vaccinationer på www.sundhed.dk, hvor du også har mulighed for at printe dit vaccinationsbevis.
Vi sender et resumé af din indlæggelse/dit besøg på hospitalet til din egen læge.
Hvis der er noget, du er utryg ved eller i tvivl om, kan du kontakte afdelingen de første 24 timer efter udskrivelsen.
Vi kan ikke garantere, at du kan komme til at tale med det personale, der har haft med dig at gøre, men vi vil selvfølgelig besvare dine spørgsmål bedst muligt.
Efter de første 24 timer, skal du kontakte din egen læge.
Hvis du har spørgsmål i forbindelse med din behandling, kan du kontakte os direkte.
Hvis du vil vide mere:
På www.sundhed.dk har du adgang til dele af din journal samt Fælles medicinkort. Du skal logge ind med dit MitID.
Du kan se din medicinliste på www.fmk-online.dk, hvis du logger ind med MitID.
Få flere oplysninger i det elektroniske sygdomsleksikon Patienthåndbogen på www.patienthåndbogen.dk
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.