Du skal have fjernet en lymfeknude i din armhule som led i et udredningsforløb.
Denne vejledning giver dig en generel beskrivelse af hele forløbet, herunder hvordan du skal forberede dig inden operationen, hvad selve operationen indebærer og hvordan du skal forholde dig, når du kommer hjem.
Forløbet kan variere. Du bliver informeret om, hvad der gælder for dig.
Forbered dig til operationen
Der kan være øget risiko forbundet med at tage blodfortyndende medicin, når du skal opereres. Du skal derfor holde pause med visse typer blodfortyndende medicin op til operationen.
Hvis du tager blodfortyndende medicin, og ikke har lavet en aftale med os om pause, skal du kontakte os.
Hold pause med alle former for fiskeolie i 14 dage før din operation. Du må starte op igen umiddelbart efter din operation.
Du skal købe smertestillende medicin, så du er klar til at behandle smerter, når du kommer hjem:
Paracetamol (fx Pamol, Panodil eller Pinex)
Ibuprofen (fx Ibumetin, Brufen eller Ipren)
De fås i håndkøb på apoteket og i de fleste dagligvarebutikker.
Du skal selv sørge for transporten til og fra operationen.
Du må ikke selv køre bil i 24 timer efter operationen, fordi du stadig er påvirket af bedøvelsen. Husk at lave en aftale om, hvem der kan køre dig hjem.
Det er vigtigt, at du kan blive hentet, så snart du er klar til at komme hjem.
2 dage før operationen skal du fjerne hår i armhulen i den side, hvor du skal opereres.
Nogle patienter får indlagt et eller flere små metalkorn, som indeholder det radioaktive sporstof I-125. Det udføres af en røntgenlæge ved hjælp af mammografi eller ultralyd, og tager cirka 20 minutter.
Det foregår på samme måde, som når der tages vævsprøve. Du bliver informeret om, hvornår i dit forløb iod-markeringen skal foregå af personalet.
Metalkornet bliver indlagt, hvor der er forandringer i vævet.
Under den kommende operation er det dermed muligt præcist at lokalisere forandringerne/området, hvor der er forandringer, da vi med måleudstyr er i stand til at lokalisere det radioaktive metalkorn.
Strålingen fra det lille metalkorn er meget lille. Selv efter et halvt år ligger den strålingsdosis, man modtager fra metalkornet, under den, som man modtager fra omgivelserne (naturlig baggrundsstråling).
Såfremt du har fået indlagt et radioaktivt iodkorn, kan der udelukkende foretages operation på Regionshospitalet Viborg, da iodkornet kun må fjernes på den afdeling hvor det er indlagt.
Du bliver ringet op den sidste hverdag op til operationen, så du kan få afklaret eventuelle spørgsmål inden operationen.
Hvis du skal melde afbud, eller hvis du i ugen op til operationen bliver syg, får hududslæt, bumser eller sår i nærheden af operationsstedet, skal du kontakte os på tlf. 78 44 63 44. Vi har telefontid mandag til fredag fra kl. 8.00-13.00.
På operationsdagen
Der er særlige regler for faste, hvis du skal opereres og har diabetes.
Det er vigtigt, at du overholder nedenstående fasteregler. Din operation bliver aflyst, hvis du ikke overholder fastereglerne.
Stop med at spise 6 timer før - stop med at drikke 2 timer før
Du må ikke spise eller drikke mælk eller juice med frugtkød, fx appelsinjuice, de sidste 6 timer før dit mødetidspunkt.
Du må drikke vand, saftevand, te og kaffe uden mælk indtil 2 timer før dit mødetidspunkt.
Drik gerne 2 glas sød saft 2 timer før dit mødetidspunkt. Saftevandet modvirker kvalme og utilpashed før og efter operationen. Hvis du har diabetes, skal du følge den aftale, du har lavet med personalet.
Husk: De sidste 2 timer før dit mødetidspunkt må du intet indtage. Du må heller ikke ryge, bruge e-cigaretter, skrå eller snus, og vi anbefaler at du heller ikke tygger tyggegummi.
Du skal ikke faste længere tid, end der står her. Hvis du faster for længe, kan du bl.a. blive dehydreret og opleve ubehag.
Gå ind på adressen øverst på siden for at se videoen.
Hvis du ikke har fået andet at vide, skal du tage din vanlige morgenmedicin på operationsdagen - dog ikke medicin mod diabetes.
Spørg lægen eller sygeplejersken, hvis du er i tvivl.
Husk at tage din medicinliste med, hvis du får medicin.
Hvis du får medicin, inklusiv inhalationsmedicin, skal du medbringe den i original emballage sammen med en opdateret medicinliste. Det hjælper personalet med at få et nøjagtigt overblik over din medicin.
Du får medicin fra afdelingen under indlæggelsen. Din medbragte medicin bruges kun, hvis der er noget særligt medicin, som afdelingen ikke har.
Du skal tage et grundigt bad om morgenen på din operationsdag for at forebygge infektion. Du skal være særlig omhyggelig med at vaske dig i det område, hvor du skal opereres.
Børst også gerne tænder, smør dig ikke ind i creme på kroppen og brug heller ikke parfume.
Du må ikke have makeup og neglelak på. Det er vigtigt, fordi vi skal kunne se, om din hud og dine fingerspidser skifter farve under operationen.
Du må ikke have smykker, piercinger eller kontaktlinser på. Lad smykker og andre værdigenstande blive hjemme.
Du skal have noget af dit eget tøj på under undersøgelsen/operationen. Det er derfor vigtigt, at dit tøj er rent og sidder løst, og at du medbringer rene sko. Joggingbukser, sandaler eller lignende er velegnede.
Der må ikke være metaldele som for eksempel knapper og nitter på tøjet.
Medbring en ren og varm trøje, du kan have på, mens du venter.
Du kan eventuelt tage en bog, et blad, musik eller lignende med, hvis der bliver ventetid.
Lægen, som skal operere dig, kan ikke se og føle det væv, der skal fjernes. Derfor skal området markeres.
En røntgenlæge vil ved hjælp af mammografi eller ultralyd anlægge en lille metaltråd i området. Den anvendes som ledetråd under selve operationen.
Det tager cirka 20 minutter. Herefter bliver du fulgt til din næste aftale.
Gå ind på adressen øverst på siden for at se videoen.
Om operationen
Du skal have fjernet en lymfeknude i din armhule som led i et udredningsforløb. Du vil efter operationen få et ar – se illustrationen under.
Gennem et snit i armhulen fjernes den lymfeknude, der skal undersøges nærmere.
Operationen varer omkring 1 time, men der går også tid med bedøvelse, opvågning og information, inden du må tage hjem. Operationen foregår i fuld bedøvelse hos Dagkirurgi.
Lymfeknuderne der fjernes, bliver sendt til nærmere undersøgelse. Ud fra dette vurderes det, om du eventuelt skal tilbydes yderligere.
Forud for operationen laves der eventuelt iod-korn markering eller nålemarkering. Læs mere under afsnittet "Til dig der skal have foretaget iod-korn markering" eller "Til dig der skal have foretaget nålemarkering på operationsdagen". Du vil være informeret om, hvad der gælder for dig og hvornår det eventuelt skal foregå.
I fuld bedøvelse sover du dybt og mærker ingen smerter under operationen.
Bedøvelsen kan gives på to måder:
Den sprøjtes ind i blodet via et drop (venflon)
Den indåndes via luften fra en maske
Det er bedøvelseslægen, der bestemmer, hvilken måde det skal gives til netop dig.
På hospitalet kalder vi fuld bedøvelse for generel anæstesi.
Gå ind på adressen øverst på siden for at se videoen.
Efter operationen bliver du kørt til hvilerummet, hvor vi holder øje med, at du har det godt.
Hvis der ikke opstår komplikationer som for eksempel blødning efter operationen, kan du komme hjem samme dag – som regel efter 2-4 timer.
Det er ikke nødvendigt, at der er en voksen hos dig efter operationen.
Vi aftaler, hvordan du får svar
Du bliver instrueret i et øvelsesprogram af en fysioterapeut.
Risici og bivirkninger
Ved alle operationer kan der være følgevirkninger, fx blødning, betændelse eller at såret går op.
Genoptræning
Når du er blevet brystopereret, er det vigtigt, at du allerede samme dag, som du er opereret, begynder at bevæge din arm, som du plejer.
Plejepersonalet i Brystklinikken ringer til dig den førstkommende hverdag for at høre, hvordan du har det.
I tiden efter operationen kan der samle sig en del væske under huden i det opererede område. Det er naturligt efter en operation. Væsken kan skvulpe under huden ved bevægelse (klukkelyde), og det kan opleves som strammende langs arret og i armhulen.
Hvis det generer og spænder meget, kan væsken tømmes ud med en nål af plejepersonalet i Brystklinikken. Det er ofte nødvendigt at tømme væske over flere uger, hvorefter ansamlingen af væske stopper.
Det er individuelt, hvor ofte der er behov for at udtømme væske.
Kontakt sygeplejerske i Brystklinikken, hvis du har behov for råd og vejledning, eller du oplever, at det generer og spænder meget. Kontakt sygeplejerske på tlf. 78 44 25 30 på hverdage mellem kl. 8.00-10.00 og kl. 13.00-14.30.
Hvis du er i tvivl, om du skal tømmes forud for en weekend, så tag kontakt til Brystklinikken. Væsken er ikke en akut problemstilling og akutnummeret skal derfor ikke benyttes.
Ved behov for booking af tid i Brystklinikken, kontakt sekretær på tlf. 78 44 63 44 på hverdage fra kl. 8.00-13.00.
Der kan opstå blødning i døgnet efter operationen. I sjældne tilfælde kan det også komme i dagene efter operationen.
Blødning giver følgende symptomer:
Operationsområdet vil føles spændt, stramme og hæve op.
Følgende symptomer kan desuden forekomme:
Tiltagende smerter.
Huden kan være misfarvet og ligne et blåt mærke.
Plastret kan være gennemsivet af blod.
Hvad gør du, hvis du oplever ovenstående
Læg en ispose/frosne grøntsager med et klæde om på området. Brug isposen maks. 20 minutter af gangen. Hold en pause før du eventuelt gentager.
Hvis du ikke oplever bedring i tilstanden, skal du kontakte:
Kontakt sygeplejerske i Brystklinikken på tlf. 78 44 25 30 på hverdage mellem kl. 8.00-10.00 og kl. 13.00-14.30.
Mavekirurgisk Afsnit om aftenen/natten eller i weekend og på helligdage på akutnummer 78 44 63 90. Afsnittet har døgnåbent.
Kontakt os, hvis du er tvivl om ovenstående. Du bliver vejledt af personalet på afsnittet.
Det kan i nogle tilfælde være nødvendigt, at blive opereret igen for at stoppe blødningen.
Du skal være opmærksom på tegn på betændelse.
Symptomerne kan være:
Hævelse i operationsområdet
Strammende fornemmelse i operationsområdet
Blødning eller væske fra såret
Hævet, ømt, varmt eller rødt sår
Feber
Kontakt sygeplejerske i Brystklinikken, hvis du får nogle af ovenstående symptomer, eller hvis du er i tvivl på tlf. 78 44 25 30 på hverdage mellem kl. 8.00-10.00 og kl. 13.00-14.30.
Om aftenen/natten, i weekenden og på helligdage skal du ringe til Mavekirurgisk Afsnit på tlf. 78 44 63 90. Afsnittet har døgnåbent.
Såret er syet med selvopløselig tråd, som ikke skal fjernes. Det er dækket af et plaster, som du må fjerne dagen efter operationen.
Hvis du har hvide strips under plasteret, skal du lade dem sidde.
Kontakt os, hvis der siver meget væske fra såret, når du fjerner plasteret.
Det er normalt at opleve lette til moderate smerter, mens såret heler.
Vi anbefaler, at du fortsætter med smertestillende de første dage efter udskrivelsen, så du kan fortsætte med at bevæge dig og lave dine øvelser.
Vi anbefaler:
Paracetamol (Pinex/Pamol/Panodil) 1 g x 4
Ibuprofen (Ipren/Ibumetin/Brufen/Burana) 400 mg x 3
Hvis du har behov for stærkere smertestillende, bliver det udleveret ved udskrivelsen.
Det er vigtigt, at du igen får samme bevægelighed i skulderen, og genvinder samme styrke i armen som før operationen.
Brug og bevæg din arm, som du normalt ville gøre allerede dagen efter operationen.
Når du bevæger dig, må det gerne stramme lidt, men det må ikke gøre ondt. Hvis din arm føles øm og træt, så hvil din arm i en afslappende stilling – gerne med armen understøttet af puder.
Øvelserne er beskrevet i ord, billeder og video, som du kan trykke ind på til sidst i denne vejledning under afsnittet "Genoptræning".
Videre forløb
Du kan genoptage almindelig aktiviteter i dagligdagen lige efter operationen, eller når du føler dig i stand til det.
Behovet for sygemelding er individuelt.
Du skal vente mindst 14 dage efter operationen med at tage karbad eller gå i svømmehal, da der ellers kan være risiko for, at der går betændelse i operationssåret. Hvis såret ikke er helet, skal du vente længere.
De små hvide strips fjernes, når du kommer til kontrol 10-14 dage efter din operation. Falder de af inden, behøver du ikke gøre noget.
Du kan bruge englehud (en særlig type plaster) over arret de første 3 måneder efter operationen, så du sikrer, at du får et pænere ar. Lad det sidde på, indtil det selv løsner sig.
Anvendelsen af englehud er mest erfaringsbaseret, og der findes ikke videnskabelig bevis for, at brugen af englehud gør arret pænere.
Englehud kan købes på apoteket.
Mere information
Pårørende eller ledsagere kan ikke opholde sig i afdelingen af hensyn til dine medpatienter og pladsforholdene i afdelingen. Det gælder også på opvågningsstuen.
Din pårørende eller ledsager kan i stedet opholde sig på hospitalets øvrige opholdsarealer på etage 2 og 3.
Din pårørende eller ledsager bliver kontaktet, når du er klar til at blive hentet efter operationen.
Ovenstående gælder ikke ledsagere til børn og personer med handicap.
Kost
En sund kost er med til at forebygge sygdomme. Følg gerne de officielle kostråd fra Fødevarestyrelsen:
Spis planterigt, varieret og ikke for meget
Spis flere grøntsager og frugter
Spis mindre kød – vælg bælgfrugter og fisk
Spis mad med fuldkorn
Vælg planteolier og magre mejeriprodukter
Spis mindre af det søde, salte og fede
Sluk tørsten i vand
Rygning
Ethvert cigaretforbrug er skadeligt for både din sundhed og dit helbred.
Stopper du med at ryge, får du et betydeligt bedre helbred og styrker din sundhed. Selvom du har været ryger i mange år, har rygestop en positiv indvirkning på din sundhed.
Alkohol
Et stort alkoholforbrug er også skadeligt for både din sundhed og dit helbred.
Sundhedsstyrelsen anbefaler, at voksne over 18 år højst drikker 10 genstande om ugen og højst 4 genstande på samme dag.
Motion
Fysisk aktive personer har et bedre psykisk og fysisk helbred end inaktive personer.
Sundhedsstyrelsen anbefaler derfor, at voksne er moderat fysisk aktive mindst 30 minutter om dagen, og udøver fysisk aktivitet af høj intensitet 20-30 minutter 2 gange om ugen.
Moderat fysisk aktivitet kan blandt andet være at cykle på arbejde, at lave havearbejde og at tage trappen.
Brug browseren til at få oversat en side til næsten ethvert sprog.
Kontakt til Brystklinikken og Mavekirurgisk Afsnit
Kontakt sygeplejerskerne i Brystklinikken, hvis der opstår komplikationer efter operationen. Du træffer os på tlf. 78 44 25 30 mellem kl. 8.00-10.00 og kl. 13.00-14.30.
Ved behov for booking af tid i Brystklinikken, kontakt sekretær på tlf. 78 44 63 44 på hverdage fra kl. 8.00-13.00.
Du skal kontakte Mavekirurgisk Afsnit på tlf. 78 44 63 90, hvis dit problem opstår uden for Brystklinikkens åbningstid. Afsnittet har døgnåbent hele året rundt.
Gå direkte til:
Direkte link til denne side: www.hemidt.dk/578779
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.