Methotrexat nedsætter den hastighed, som kroppens celler deler sig med. Stoffet anvendes til behandling af leddegigt og Crohns sygdom.
Forbered dig til behandlingen
Før du starter i behandlingen med Methotrexat, skal du have taget blodprøver og røntgenbillede af lungerne.
Når du opstarter behandlingen, skal du have taget blodprøver 2+4+8 uger efter opstart. Lægen i Klinik i Mave og Infektionssygdomme vurderer, hvor ofte du skal have taget blodprøver.
Det er vigtigt, at du får taget blodprøverne.
Om behandlingen
Methotrexat anvendes både til at bremse aktiv sygdom og holde sygdommen i ro. Omkring 2/3 af de patienter, som får Methotrexat, har gavn af behandlingen.
Sådan virker medicinen
Du skal have en indsprøjtning af Methotrexat 1 gang om ugen.
I starten får du en indsprøjtning i låret af sygeplejersken i ambulatoriet. De fleste lærer hurtigt at give sig selv indsprøjtningen.
Det er vigtigt, at pennene/sprøjterne bliver i æsken, indtil de skal bruges, så de beskyttes mod sollys. De skal opbevares under 25 grader.
Det er vigtigt, at du ikke stikker dig samme sted. Hver ny indsprøjtning skal gives mindst 3 cm fra det sted, du sidst brugte.
Behandlingen startes med indsprøjtning af Methotrexat 25 mg pr. uge.
Efter aftale med lægen trappes dosis ned til laveste effektive dosis.
Der gives altid mindst 15 mg pr. uge.
Methotrexat hæmmer B-vitaminet folinsyre. Det kan give anledning til en række bivirkninger. De modvirkes ved et ekstra tilskud af folinsyre.
Du skal have mindst 5 mg om ugen, men ikke den dag, hvor du tager Methotrexat.
Oplever du kvalme, kan dosis af folinsyre øges i samråd med lægen.
For at opnå den bedste virkning, skal behandlingen tages som aftalt med lægen. Hvis du glemmer en dosis, kan du tage den med højst 2 dages forsinkelse.
Du skal ikke tage dobbeltdosis på grund af risiko for overdosering.
Risici og bivirkninger
De fleste kan godt tåle behandlingen, men cirka 10 procent oplever bivirkninger. Risikoen for bivirkninger kan nedsættes ved at tage Methotrexat efter aftensmåltidet.
Almindelige bivirkninger er:
Kvalme
Opkastning
Diarré og nedsat appetit
Sjældne bivirkninger:
Tendens til blå mærker
Blæner i munden
Hovedpine
Let hårtab
Nedtrykthed
Lever- og nyrepåvirkning
Yderst sjældene bivirkninger:
Lungepåvirkning med hoste, åndenød og almen utilpashed
Vær opmærksom på
Du skal holde pause med Methotrexat-behandling, hvis du har feber.
Da Methotrexat dæmper immunsystemet, kan kroppen også have vanskeligt ved at reagere, som den skal ved almindelige betændelsessygdomme.
Du skal kontakte Klinik for Mave- og Infektionssygdomme, hvis du oplever bivirkninger, fx feber, hoste og sygdomsfornemmelse.
Har du brug for smertestillende, skal du tage Pamol/Panodil/Pinex. Snak med lægen i Klinik i Mave- og Infektionssygdomme om dine behov.
Kontakt Klinik for Mave- og Infektionssygdomme, hvis du skal ude at rejse, og har brug for vaccinationer.
På grund af risiko for leverpåvirkning må du ikke indtage mere end 7 genstande om ugen for kvinder og 14 genstande om ugen for mænd.
Hvis du har et ønske om graviditet, skal du tale med lægen.
Både som mand og kvinde skal du anvende sikker prævention, så længe du får Methrotexat. Du skal fortsætte med at bruge prævention indtil 3 måneder efter, at du er stoppet med behandlingen.
Kontakt
Hvis du har behov for akut lægelig vurdering, skal du tage kontakt til din egen læge eller lægevagten.
Tlf. 78 41 72 24
Telefontid på hverdage fra kl. 8.00-13.00.
Kontakt til sygeplejerske Tlf. 78 41 72 24
Telefontid mandag, tirsdag, onsdag og fredag fra kl. 7.30-8.30.
Klinik for Mave- og Infektionssygdomme Regionshospitalet Silkeborg Indgang A, A10 Falkevej 1 8600 Silkeborg
Gå direkte til:
Direkte link til denne side: www.hemidt.dk/786284
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.