Gode råd til at håndtere din epilepsi efter udskrivelse
Gå direkte til:
Om behandlingen
Det er vigtigt, at du tager din epilepsimedicin hver dag på de tidspunkter, der står på din medicinliste. Du må ikke stoppe med behandlingen uden at have aftalt det med en læge eller sygeplejerske i Epilepsiklinikken.
Vi anbefaler, at du bruger doseringsæsker, hvis du selv står for at administrere din medicin, da det hjælper dig til at huske at tage din medicin på de rigtige tidspunkter. Du kan også sætte alarmer på din telefon eller dit ur.
Hvis du glemmer at tage din medicin, og opdager det inden for 8 timer, tager du den glemte dosis hurtigst muligt. Hvis du tager medicin 2 gange dagligt, tager du blot næste dosis medicin på det normale tidspunkt eller med nogle timers forskydning.
Eksempel: Hvis du glemmer at tage din medicin om morgenen, kan du tage den frem til kl. 16.00 om eftermiddagen. Derefter tager du blot din dosis om til aftenen, inden du går i seng.
Hvis der er gået mere end 8 timer, eller du først næste dag opdager, at du har glemt at tage en dosis af din medicin, skal du kontakte du Epilepsiklinikken på førstkommende hverdag. Alternativt skal du kontakte kontakte din egen læge eller Lægevagten.
Gode råd
Hvis du kaster op mindre end en halv time efter, at du har taget din medicin, eller der er synlige tabletter i din opkast, skal du tage en ny dosis. Ved gentagne opkastninger skal du kontakte din egen læge eller Lægevagten.
Der er ingen grund til at tage ekstra medicin ved akut diarré, der kun varer få dage.
Du får udleveret en folder om førstehjælp ved epilepsi fra Epilepsiforeningen.
Vi anbefaler, at du registrerer dato for dine anfald. Det kan være på din telefon, i en almindelig kalender eller i en anfaldskalender til formålet.
Vær opmærksom på, at der er øget risiko for anfald, hvis du:
Er i søvnunderskud
Er stresset
Har infektion, fx blærebetændelse eller lungebetændelse
Drikker alkohol
Indtager eller har et misbrug af stoffer og/eller afhængighedsskabende medicin
Glemmer at tage din epilepsimedicin
Tager medicin, som gør din epilepsimedicin mindre aktiv, fx kombinationen af Lamotrigin og p-piller eller Lamotrigin og Paracetamol
Hvis du tager naturmedicin er det vigtigt, at du drøfter med lægen, om det påvirker din epilepsimedicin.
Det er vigtigt at bevare roen. De fleste anfald går over af sig selv inden for maks. 5 minutter.
2 huskeregler:
Beskyt patientens hoved mod stød og slag
Læg patienten om på siden, så der er frie luftveje
BEMÆRK! Hvis anfaldet ikke går over efter maks. 5 minutter, skal der gives anfaldsbrydende medicin for at stoppe anfaldet, hvis det er til rådighed.
Hvis anfaldet fortsætter yderligere 3-4 minutter, gives ny dosis anfaldsbrydende medicin og der ringes 112.
Der skal altid ringes 112:
Hvis anfaldet ikke går over efter maks. 5 minutter
Hvis der er mistanke om, at personen kan være kommet alvorlig tilskade under anfaldet. Særligt hvis vedkommende har slået hovedet og ikke kommer til bevidsthed i løbet af 30-60 minutter.
Hvis dem omkring patienten er utrygge ved situationen
Hvis anfaldet stopper af sig selv eller efter anfaldsbrydende medicin, og du bliver hjemme hos dig selv efterfølgende, er det vigtigt, at du kontakter Epilepsiklinikken førstkommende hverdag efter anfaldet.
Det er vigtigt, at du giver klinikken en god beskrivelse af dit anfald:
Hvordan har det set ud?
Hvornår skete det?
Hvor lang tid varede det?
Hvad var omstændighederne?
Hvis det er muligt, kan du/I eventuelt optage anfaldet med en mobil og sende til en læge eller sygeplejerske i Epilepsiklinikken.
Mere information
Du kan få mere information om livet med epilepsi på Epilepsiforeningens hjemmeside – se www.epilepsiforeningen.dk.
Epilepsiforeningen varetager mennesker med epilepsi og deres pårørendes interesser. Deres hjemmeside har nyt om epilepsi og masser af råd og viden.
Brug browseren til at få oversat en side til næsten ethvert sprog.
Har du spørgsmål, kan du kontakte sygeplejerske i Epilepsiklinikken på tlf. 78 44 60 23 på hverdage fra kl. 8.00-9.30.
Gå direkte til:
Direkte link til denne side: www.hemidt.dk/1657799
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.