Mette Terp Høybye fra Regionshospitalet Silkeborg skal bruge den store bevilling på et antropologisk projekt i 2019-2021. Ambitionen er, at resultaterne kan kvalificere diskussioner om etik og medicinsk teknologi.

05-12-2018

DSC_2952_1040x680.jpg

Foto: Agata Lenczewska-Madsen, Hospitalsenhed Midt

Carlsbergfondet har netop uddelt 168,5 millioner kroner til 224 eliteforskere i Danmark. Blandt modtagerne er forskningsansvarlig antropolog, lektor, ph.d. Mette Terp Høybye fra forskningsenheden i Center for Planlagt Kirurgi på Regionshospitalet Silkeborg og Aarhus Universitet. 2.897.000 kroner er hendes andel af Carlsbergfondets store investering for at "støtte excellent og innovativ forskning, der kan bidrage til at højne dansk forsknings internationale position". Mette Terp Høybyes bevilling er knyttet til Carlsbergfondet Distinguished Fellowship, der i denne runde blev uddelt til i alt 13 nyudnævnte lektorer.

"Borderlines of living. Tracing states of (un-)consciousness between the irreversible and the potential" er titlen på Mette Terp Høybyes projekt. Det lægger sig op ad et andet forskningsprojekt, der også foregår på Regionshospitalet Silkeborg blandt patienter i NISA-behandling for alvorlig hjerneskade efter hjertestop. NISA-behandling kombinerer højtspecialiseret neurorehabilitering og intensiv terapi, og med avanceret MR-skanning af hjernen søger forskere og klinikere fra forskellige specialer at definere tegn på bevidsthed hos patienterne for måske i fremtiden at kunne udvikle et prognostisk værktøj.
Det er dette samspil mellem læger og forskere, Mette Terp Høybye retter blikket mod i sit antropologiske feltstudie – med fokus på deres indbyrdes forhandlinger om den viden, de udvikler, når der er usikkerhed om patientens rehabiliteringschancer og bevidsthed.

- Den medicinske teknologiudvikling har øget chancerne for at overleve et hjertestop. Men udviklingen har også flyttet grænser mellem liv og død – og skubber muligvis til vores opfattelse af, hvad det er at være menneske. Halvdelen af de patienter, der kommer på hospitalet i koma efter hjertestop, har en usikker prognose. Ambitionen med det antropologiske projekt er at blive klogere på, hvordan usikkerheder om prognose og potentiale for rehabilitering forhandles i afsøgningen af klare tegn på bevidsthed. Herigennem vil projektet kunne bidrage til den etiske samtale om bevidsthed og håb i forhold til medicinsk teknologi og metodisk innovation, siger Mette Terp Høybye.

Foruden ansættelsen som forskningsansvarlig antropolog ved Forskningsenheden i Center for Planlagt Kirurgi, Regionshospitalet Silkeborg, er Mette Terp Høybye ansat som lektor ved Aarhus Universitets Interacting Minds Centre og Institut for Klinisk Medicin. Det antropologiske projekt udføres på Regionshospitalet Silkeborg og ved Aarhus Universitet. Den store bevilling fra Carlsbergfondet gør det muligt at ansætte 2 forskere i cirka 2½ år.