Læger og sygeplejersker fra Klinik for Gigt- og Bindevævssygdomme holder gigtcafé 10. oktober klokken 13 til 15 i forhallen på Regionshospitalet Silkeborg og Regionshospitalet Viborg.

04-10-2018

 

Gratis-smertetjek_520x340.jpg

 

"Få et gratis smertetjek – fordi tiden tæller". Sådan lyder overskriften på en kampagne, Gigtforeningen og Dansk Reumatologisk Selskab står bag i uge 41. Som led i kampagnen har Gigtforeningen allieret sig med gigtlæger og -sygeplejersker, som tilbyder at undersøge folk med smerter i hænderne.

Gigtcaféer 10. oktober i Viborg og Silkeborg

Hospitalsenhed Midts Klinik for Gigt- og Bindevævssygdomme bakker op om kampagnen og bemander to gigtcaféer onsdag den 10. oktober klokken 13 til 15 i forhallen på Regionshospitalet Silkeborg og Regionshospitalet Viborg. Her stiller de op med deres faglige viden, ultralydsskannere og gode råd til dem, der møder op. Gigtforeningens lokale afdelinger vil også være til stede, og der er ingen tidsbestilling.

Med kampagnen ønsker Gigtforeningen at gøre opmærksom på, at smerter i nogle tilfælde kan være tegn på gigtsygdom – og at det er vigtigt at blive undersøgt og komme i behandling hurtigst muligt. Mere konkret er symptomerne

  • smerter i et eller flere led i mere end et par uger
  • et eller flere hævede, varme og/eller ømme led
  • ondt i ryggen – også om natten under hvile – uden at det kan skyldes overbelastning.

Mere end 100.000 mennesker i Danmark lever med en inflammatorisk gigtsygdom – som for eksampel leddegigt, psoriasisgigt, rygsøjlegigt og mange andre. Inflammatoriske gigtsygdomme skyldes ændringer i immunsystemet. I stedet for at koncentrere sig om at bekæmpe udefrakommende infektioner og vira, begynder det også at angribe kroppens eget væv, og der opstår en betændelsestilstand (inflammation) i leddene. Hvis betændelsen ikke behandles effektivt, kan den medføre varige ledskader.

Det skriver Gigtforeningen på sin hjemmeside om baggrunden for kampagnen, som indtil videre består af 15 undersøgelsessteder.