160510-Digitalisering-af-bygninger_DSC_4685_1040px.jpg

Med digitaliseringsprojektet kan Servicecentrets medarbejdere nu få et hurtigt og præcist overblik over HE Midts bygninger og installationer. Foto: Agata Lenczewska-Madsen

Servicecentret er blandt de fem finalister til årets Facility Management Pris. Baggrunden er den omfattende digitalisering af HE Midts mange bygninger og installationer for at kunne effektivisere fremtidig drift, reparation og byggeri.

10-12-2018

Det er nemmere at vedligeholde og reparere rør, ledninger og andre tekniske installationer, hvis man ved, præcis hvor i væggen de løber. Derfor har Servicecentret siden 2009 arbejdet målrettet på at overføre HE Midts mange bygninger og installationer til et digitalt system, så håndværkerne hurtigt og nemt kan få et overblik over, hvor eksempelvis ventilationsrør, afløb og samlinger er installeret på de forskellige matrikler.

Indsatsen er blevet bemærket, og HE Midt er nu blandt de fem kandidater til den landsdækkende Facility Management Pris, som DFM netværk og Boligfonden Kuben uddeler. Prisen gives for en fremragende indsats inden for området "Facility Management", som handler om at drive og reparere bygninger med alle de nødvendige funktioner og faciliteter på en planlagt og systematisk måde.

9 års digitalisering

Servicecentrets digitaliseringsprojekt begyndte for 9 år siden med en ambition om at registrere og digitalisere alle enhedens ejendomme i Viborg, Silkeborg, Skive og Hammel. Servicecentret har i dag digitale modeller af alle hospitalsenhedens 225.000 kvadratmeter – heraf er 125.000 kvadratmeter patientnære bygninger desuden digitaliseret i 3D på de tekniske installationer.

Det betyder, at der samlet set findes omkring 200 digitale bygningmodeller, som kan bruges til at skabe et hurtigt overblik og til mere detaljeret planlægning af fremtidige opgaver. På den måde kan man hurtigere og mere effektivt komme i gang med opgaverne og undgå uventede overraskelser under arbejdet. Ambitionen er samtidig, at man med en hurtigere og mere præcis reparation eller ombygning kan genere patienter og klinisk personale mindst muligt i kortest mulig tid. Digitaliseringen giver kort sagt bedre mulighed for at planlægge byggeopgaverne, så de udføres så effektivt, billigt og skånsomt som muligt.

Fem kandidater

Ud over HE Midt er de nominerede: Fællesbo/Eseebase, DTU Campus, Fitness World og Hillerød Kommune.

- De fem finalister repræsenterer et bredt felt af private og offentlige virksomheder. Fælles for dem alle er, at de har formået at bruge digitaliseringen til at skabe større værdi for deres brugere og samtidig effektiviseret centrale arbejdsgange. Det er fem cases, hvor der er solid læring til FM-branchen, siger bestyrelsesformand i DFM netværk, Mogens Kornbo i en pressemeddelelse om prisen.

Facility Management Prisen uddeles i forbindelse med DFM netværks årskonference den 28.-29. marts 2019.

Du kan læse mere om Facility Management Prisen her.