20-04-2018

Torsdag den 19. april var der rejsegilde for TrygFondens Familiehus Hammel Neurocenter.

Se fotogalleri fra rejsegildet nederst på siden. 

- TrygFondens Familiehus er et fantastisk byggeri. Det er udformet og tegnet med udgangspunkt i de kommende brugeres behov. Familierne skal føle sig hjemme i en midlertidig bolig i en meget vanskelig periode af deres liv, lød det blandt andet fra hospitalsdirektør Lars Dahl Pedersen, da han holdt tale for de fremmødte.

Det nye familiehus ved Hammel Neurocenter bliver en realitet på baggrund af en donation på 25,5 millioner kroner fra TrygFonden. Det nye familiehus har fået navnet TrygFondens Familiehus Hammel Neurocenter og skal fungere som en hjemlig base for forældre og søskende til børn, der er indlagt til rehabilitering som følge af en hjerneskade.

Det nye 600 kvadratmeter store familiehus skal være en oase og et åndehul fra det kliniske hospitalsmiljø. Her bliver der plads til at pleje familielivet med leg, afslapning, motion, musik og lignende.

TrygFondens Familiehus Hammel Neurocenter kommer til at bestå af otte lejligheder på 25-30 kvadratmeter, der bliver fordelt på soveværelse, opholdsrum, badeværelse og en terrasse.

Herudover kommer huset til at indeholde tre store fælles køkkener, fælles opholdsstuer og legerum. I centrum af huset bliver der anlagt en skærmet gårdhave. Der bliver ligeledes anlagt en udendørs legeplads og et udendørs stillerum.

Det er C. C. Contrator, Cubo Arkitekter og Midtconsult, der bygger familiehuset i Hammel.

 

Fotos: Agata Lenczewska-Madsen, Hospitalsenhed Midt