23-05-2018

Team Danmark har indgået et nyt samarbejde med Idrætsklinikken på Regionshospitalet Silkeborg, der styrker det regionale idrætskirurgiske og sportsmedicinske set up – en win-win-situation for begge parter.

Den nye samarbejdsaftale indebærer blandt andet, at en af fysioterapeuterne fra Idrætsklinikken i Silkeborg bliver frikøbt til at udføre opgaver for Team Danmark i Sportens Hus i Aarhus. Det giver idrætsudøverne i Team Danmark let adgang til diagnosering, behandling og rehabilitering. Og samtidig giver det hospitalet i Silkeborg endnu mere erfaring, viden og ekspertise i idrætsskader på eliteniveau, som kommer patienterne i Idrætsklinikken til gode.

- Vi ser samarbejdet med Team Danmark som en anerkendelse og en blåstempling af det arbejde, vi udfører i Idrætsklinikken. Og vi er stolte af, at det set up, vi tilbyder vores patienter, er af en kvalitet, der med små justeringer passer ind i Team Danmark-regi, siger klinikchef Kaspar Saxtrup fra Idrætsklinikken.

Team Danmark ønsker den bedste diagnosering, behandling og rehabilitering

I Team Danmark er der også glæde over samarbejdsaftalen. Direktør Lone Hansen udtaler på Team Danmarks hjemmeside:

- Vi vil kunne tilbyde det bedste inden for diagnosering, behandling og rehabilitering i forbindelse med sportsskader så tæt som muligt på atleternes daglige miljø. Derfor er vi enormt glade for det nye samarbejde med Idrætsklinikken på Regionshospitalet Silkeborg, som styrker det sportsmedicinske set up omkring Aarhus.  

Team Danmark og Idrætsklinikken vil løbende være i dialog om fremadrettede perspektiver og flere mulige synergier i samarbejdet.

Samarbejdsaftalen trådte i kraft den 1. maj og indbefatter, at en fysioterapeut fra Idrætsklinikken bliver frikøbt til at være i Team Danmarks lokaler i Aarhus 4½ time ugentligt i 40 uger om året. Desuden er der afsat en pulje på 100 timer årligt, og de kan fordeles efter behov.

Idrætsklinikken på Regionshospitalet Silkeborg er en af de største i landet og bliver søgt af både bredde- og eliteidrætsudøvere.

Læs mere om Idrætsklinikken på klinikkens hjemmeside.