Hjerteklinik på Regionshospitalet Viborg er næsten færdig med at teste 140 patienter i et telemedicinsk forsøgsprojekt. Det nye behandlingstilbud fungerer bedre end de traditionelle tilbud, vurderer patienterne.

24-05-2018

Hjertesvigt-patienter i telerehabilitering oplever markant større livsglæde og tryghed end med traditionel behandling. Dels fordi de bliver inddraget i deres egen behandling, dels fordi de bliver løbende overvåget af fagfolk, som hurtigt kan reagere på en forværring af deres sygdom.

Projektsygeplejerske instruerer en patient i at bruge Hjerteportalen under et hjemmebesøg.

Projektsygeplejerske Lene Horsfeldt fra Hjerteklinik på Regionshospitalet Viborg er på hjemmebesøg hos Dina Kofoed Pedersen, som får instruktion i at bruge Hjerteportalen. Arkivfoto af Birthe Dinesen, Aalborg Universitet

Sådan lyder de foreløbige resultater af telerehabiliteringsforsøget Future Patient. Projektet er næsten færdigt med at køre som forsøg med 140 testpatienter fra Hjerteklinik på Regionshospitalet Viborg.
”Future-patienten” overvåges uden for hospitalets mure ved hjælp af digitalt måleudstyr, der sender resultaterne til Hjerteportalen på internettet. Portalen præsenterer de opsamlede data, eksempelvis blodtryk, vægt, skridttæller, motionsdagbog, søvn og velvære på patientens egen side. Data følges dagligt af en hjertesygeplejerske på hospitalets hjerteklinik, og patienten kan selv følge med på en iPad.

Evalueringen viser også, at Hjerteportalen tilsyneladende er både billigere og mere effektiv end nuværende genoptræningsprogrammer. Patienterne tilkendegiver, at de undgår indlæggelser, fordi de bliver tidligt opmærksomme på forværringer af symptomer og kontakter hospital eller egen læge tidligere.

Bag forsøgsprojektet Future Patient står Aalborg Universitet. Forsøgspersonerne har været tilknyttet Hjerteklinik på Regionshospitalet Viborg. Hospitalerne og sundhedscentrene i Silkeborg og Randers har også medvirket i projektet, der også har Hjerteforeningen som samarbejdspartner.

Se citater fra patienterne, og læs mere på Aalborg Universitets hjemmeside.